Det første Elizabeth Sabillon gør, når hun slår øjnene op om morgen, er at vie et øjeblik til at være taknemlig. For sit hus, sit helbred og sit liv. Elizabeth ønsker sig nemlig ikke mere i livet, end det hun allerede har. 

Hun er kromutter i en lille by i Sønderjylland. Og det er et noget anderledes liv, end det hun kom fra i Honduras.

- Det her er min drøm, som jeg nu fører ud i livet.

Krolivet flyder i årene

For 17 år siden så hendes liv meget anderledes ud. Hun boede i storbyen San Pedro Sula i Honduras og havde intet arbejde og svært ved at få mad på bordet til sine børn. Her ville skæbnen have hende til Danmark, hvor hun kom i praktik i landbruget.

- Men jeg så muligheden for et bedre liv her til mig og mine børn, så jeg valgte at gribe chancen og blive her i Danmark.

Efter nogle år i Danmark fik hun arbejde på Ballum Slusekro, og det var et glædeligt gensyn med hendes opvækst. Hun er opvokset på en kro i Honduras. 

- Der begyndte jeg at få min identitet igen. Ligesom jeg havde i Honduras. Det gjorde det nemmere for mig at være i Danmark, og jeg begyndte at tale bedre dansk.

Men alt godt har en ende, og et knust hjerte og et mistet familiemedlem tvang hende til at stoppe på Ballum Slusekro.

Hvad skulle der nu ske?

Svaret gemte sig i en lille landsby tæt på vestkysten med omkring 400 indbyggere. Byen Brøns.

Brøns er bare stedet

Med knap tre kilometer til havet, en skov i baghaven og imødekommende indbyggere blev Elizabeth Sabillon forelsket i stedet og købte sig et hus i byen.

De idylliske beskrivelser af Brøns er i stor kontrast til, hvad hun fortæller om sin tid i Honduras.

- Når jeg går en tur i Honduras, tænker jeg altid: Kommer jeg hjem igen? For det ved man ikke, om man gør. Her ved du, at du altid kommer hjem igen, fortæller hun og fortsætter:

- Det her er bare sådan et fantastisk sted. Meget stille og rolig by og mennesker. Jeg har intet dårligt at sige. Det er et dejligt sted, og jeg elsker bare at være her.

Men her var ikke kun et hus til salg. Den lokale kro sukkede også efter en ny ejer, og Elizabeth hørte dens bønner.

Honduras er ikke længere hjemme

Danmark har vundet Elizabeths hjerte, og det stod soleklart på en tur tilbage til Honduras.

- Mit hjem var ikke der. Mit hjem er her. Jeg manglede kulturen. Jeg savnede kulden. Jeg savnede naturen, og jeg savnede maden. Rugbrød og stjerneskud, griner hun.

Og selvom Brøns ikke er blandt de største byer i verden, vil hun ikke have det på nogen anden måde.

- Det er ikke vigtigt for mig at have en stor omsætning. Hvis jeg kan klare det, så er det fint for mig. Jeg elsker at bo på landet. Jeg har det godt, som det er her og ikke en storby. Penge giver ikke lykke. Det giver mig lykke at have tid til menneskerne omkring mig. Jeg drømmer ikke om mere.

Familie betyder alt

Familien hjalp Elizabeth med finansieringen. Det var jo det, hun brændte for.

- Jeg har aldrig glemt min familie. Jeg har altid været der for dem. Nu var de der for mig. Jeg vidste ikke, jeg havde været så god en datter og søster.

20 dage senere købte hun kroen kontant.

- Og uden kassekredit, griner hun.

Og når familien nu er så langt væk, er det godt at have lidt ekstra i Danmark.

- Jeg har ikke så meget familie i Danmark, så alle de gæster, som kommer og besøger mig, de er ligesom min familie.

Det her er drømmen

40 dage tog det at føre drømmen ud i livet. Kroen trængte til en ordentlig overhaling. Naboer og venner hjalp med at male og vaske nikotingule vægge og lofter ned, før det hele fik en klat maling. Det hele løb af stablen med den store åbning i midten af april.

- Den dag der var åbent hus. Jeg havde slet ikke forventet så meget støtte, som jeg fik. Alle de fantastiske kort jeg fik. Jeg græd, da jeg læste dem. Mit hjerte sagde wow, fortæller Elizabeth Sabillon.

- Det var fantastisk. Jeg fik min identitet igen. Der kom flere, som jeg ikke havde set i flere år. De kom for at få de samme retter, som de kendte fra Ballum Slusekro. Jeg kan ikke blive mere lykkelig, end jeg er nu.