Lokale vil købe kro, men ejeren kalder det "et mareridt" at eje den

Generalforsamling tirsdag aften er startskuddet for de lokale beboere, der vil købe Højkro nær Højer for at sætte den i stand for millioner af kroner.

Det er en gammel svend. Kroen i landsbyen Sønder Sejerslev ved Højer. Bygget i 1670. Eller måske i 1780. Gammel er den under alle omstændigheder. 

Den ser ikke godt ud. Bygningen. Den forfalder. Siden kroens ejer Therese Thøgersen investerede en million kroner i en sal for at kunne huse selskaber, har den været overladt til sig selv. 

- Hvis den forsat får lov til at forfalde, risikerer vi, at et stykke dansk kulturarv simpelthen forsvinder, siger Simon Peter Christiansen fra Ballum. 

quote

Vi vil gerne bevare kroen som vores kulturarv

Simon Peter Christiansen, initiativtager til Højkros Venner

Simon Peter Christiansen
Simon Peter Christiansen er næstformand i foreningen Højkros Venner, som har tilbudt at købe kroen.
Foto: Finn Grahndin

Kro skal støtte lokalsamfundet 

Men nu har han taget initiativ til at redde den. Her tirsdag aften er der generalforsamling i Klægager i Ballum. Det er startskuddet for foreningen Højkros Venner. 

Interessen er stor. 750 følgere har foreningens Facebook-side. Mindst 150 kommer til generalforsamlingen. 

- Vi vil gerne bevare kroen som vores kulturarv og få den til at blomstre i vores lokalsamfund herude i udkantsdanmark, hvor vi godt kan bruge flere arbejdspladser, siger Simon Peter Christiansen. 

Ejeren af Højkro ved Højer, Therese Thøgersen, foran den facade, der er en af grundene til, at bygningen er fredet.
Ejeren af Højkro ved Højer, Therese Thøgersen, foran den facade, der er en af grundene til, at bygningen er fredet.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Uvis fremtid

"Højkros fremtid" står der på Højkro Venners Facebook-side. Men hvorvidt den skal være kro igen eller skal huse for eksempel er turistcenter for områdets mange naturture eller noget helt tredje, er endnu uvist.

Therese Thøgersen, der også ejer Kommandørgården på Rømø, købte kroen for 15-20 år siden. Hun husker ikke det præcise årstal. I dag er hun mindre glad for sin beslutning om at købe kroen dengang.

- Vi syntes dengang, at det var et rigtigt hyggeligt sted, og vi drømte om en god kro, siger hun.

- Har du fortrudt købet?

- Ja, det har jeg. Det har jeg. 

Højkro - enestående og autentisk

Den miljømæssige værdi ved Højkro knytter sig til kroens beliggenhed ved landevejen mellem Sdr. Sejerslev og Højer, hvor kulturmiljøet rummer den klassiske kombination af kirke og kro.

Kroen med vejtræer langs facaden og rejsestald på den ene side af vejen og en lille aftægtsbolig, ligeledes med vejtræer langs facaden, på den anden side af vejen samt den umiddelbare nærhed til kirken og den bevarede kirkesti til landsbyen gør, at der her er tale om et enestående og meget autentisk kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til, at Højkro har træk fra den vestslesvigske gård, der er en væsentlig og karaktergivende del af bebyggelsen ved Vadehavet.

Bygningen forfalder og har det efterhånden skidt. Det bliver derfor stadigt dyrere at sætte i stand.
Bygningen forfalder og har det efterhånden skidt. Det bliver derfor stadigt dyrere at sætte i stand.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Chikane

I dag kalder hun ejerskabet af kroen for "et mareridt". Den følelse er næppe blevet mindre, efter folk i frustration over at se kroens forfald har begået hærværk indenfor i bygningen og flere gange skrevet skældsord på kroens tildækkede vinduer. 

Som "KULTURARV - SKAM" og "Fuck Therese". 

Graffitien er nu væk, og vinduerne dækket til med sorte plader. Hun ønsker ikke at vise TV SYD, hvordan bygningen ser ud indenfor. 

Frustrationer over kroens forfald har ledt til graffiti mod ejeren.
Frustrationer over kroens forfald har ledt til graffiti mod ejeren.

Vil hun sælge? 

Foreningen Højkros Venner håber altså at kunne købe kroen af Therese Thøgersen. Men der er ingen salgspris. Officielt i hvert fald. Og hun har selv en række ideer til, hvad der bør ske med kro, aftægtsbygningen overfor samt den tilhørende jord, som hun nu selv bruger til at fodre sine heste på Rømø.

- Det vigtigste er, at køberen har de nødvendige faglige kompetencer og har den gode idé, siger hun. 

Kro med hollandske fliser

Højkro er en kongelig privilegeret landevejskro, som fik sine privilegier i 1640. Man havde drevet gæstgiveri på stedet siden år 1130, hvor kroens nærmeste nabo, Emmerlev Kirke, blev bygget. Nogle kilder angiver kroen til at være opført i 1670, andre til 1780.

Privilegierne blev givet til indehaveren af Højkro på grund af udvist tapperhed under Svenskekrigene i 1600-tallet. Kroen hørte under Schackenborg Gods i 1700-tallet, men en velhavnede købmand købte kroen fri herfra.

Kroen var indtil 1867 hjemsted for Højer herreds tingsted. Omkring år 1900 blev der tilbygget en fløj mod nord, som rummer en stor sal. Af kilderne fremgår det, at Højkro tidligere havde rigtig mange hollandske fliser på væggene.

Kilde: Trap Danmark