Ni kreaturer skambidt ved Blåvandshuk

En landmand fra Bredebro har mistet ni kreaturer i går nat. Han har nu hentet de overlevende kreaturer hjem og sætter dem ikke tilbage før problemet bliver løst, som han siger.

I otte år har landmand Hans Otto Riggelsen fra Bredebro haft kreaturer gående på en mark ved Blåvandshuk, og han har aldrig oplevet noget lignende.

- Jeg har hørt, at de har taget en kalv, men det her var ungkvæg, og de er meget større, fortæller Hans Christian Riggelsen.

Han blev ringet op af en turist, der havde set det drabelige syn. Tre dyr var allerede døde, og seks skambidt. Derefter hentede han nogle af de døde og sårede dyr hjem til Bredebro.

Kreaturer, der er dræbt af ulve på en mark ved Blåvandshuk. Billederne er taget med en mobiltelefon i en lade hos landmanden, der har dyrene og han bor i Bredebro.
Det er drabelige billeder af de døde dyr.
Foto: Privatfoto

Riggelsen har dyr gående flere steder i landet som naturpleje. Dyrene holder græsset nede, og det er godt for biodiversiteten.

- Man bliver irriteret over, at det skal være på den måde, og at der ikke er nogen, der gør noget ved det, siger landmanden.

Han har også hentet de overlevende 23 kreaturer hjem til gården i Bredebro. Landmanden undrer sig.

Kreaturer, der er dræbt af ulve på en mark ved Blåvandshuk. Billederne er taget med en mobiltelefon i en lade hos landmanden, der har dyrene og han bor i Bredebro.
De døde dyr ligger nu i en lade hos landmanden i Bredebro.
Foto: Privatfoto

- Kreaturerne gik på en mark, der ligger 100 meter fra et sommerhusområde, så folk må da være nervøse for deres hunde og katte, mener Hans Christian Riggelsen.

Naturpleje eller ej, kreaturerne kommer ikke tilbage til Blåvandshuk foreløbig.

- Jeg sætter dem ikke derud igen, før der bliver gjort noget ved det, siger han.

Måske en ulv

Det vides ikke endnu, hvem der har angrebet kreaturerne. Flere i området føler sig overbevist om, at der er tale om et ulveangreb, selvom det ikke kan siges med sikkerhed endnu.

- Jeg tvivler på at hundene, der er heroppe kunne drive skade på dyr på 250 kilo og så ni af dem af slagsen. Jeg føler mig overbevist om, at det er en ulv, der har været på spil her, siger naturplejer Jakob Ladefoged, der har hjulpet Hans Christian Riggelsen med dagens oprydning.

Naturstyrelsen har foretaget prøver, som skal vise, om der er tale om ulveangreb eller ej. Indtil da kan ulveekspert på Naturhistorisk Museum i Aarhus, Kent Olsen, ikke udtale sig om det konkrete tilfælde, men siger generelt: 

- Det er ret udsædvanligt, at ulve angriber voksne kreaturer, eller køer, der går sammen med deres kalve. Det sker en sjælden gang, og det kan der være forskellige forklaringer på, fortæller Kent Olsen.

Vi har opdateret artiklen, da det tidligere fremgik, at der var tale om et ulveangreb. Det vides ikke, før det er bevist af Naturstyrelsens prøver.