TV der bevæger dig

Borgmester om ekstra job i skat: Det er lidt som juleaften

SKAT bliver splittet op i syv styrelser, hvoraf flere skal ud i landet. Skat er i forvejen i Tønder – her venter man spændt på regeringens udmelding.

Tønders borgmester Henrik Frandsen (V) venter spændt på regeringens udmelding om de nye skattestyrelser.

Tønders borgmester Henrik Frandsen (V) venter spændt på regeringens udmelding om de nye skattestyrelser. Foto: Erik Refner, Scanpix

1 af 2

Klokken 11 holder skatteminister Karsten Lauritzen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) pressemøde om planerne for de nye skattestyrelser.

I Syd- og Sønderjylland er der inddrivelse i Ribe og skattecentre i Horsens, Esbjerg, Haderslev og Tønder. Her venter man spændt på regeringens udmelding.

- Jeg har en fornemmelse af, at der er noget godt på vej til Tønder. Jeg har ingen tal endnu, så jeg venter i spænding, siger borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen (V), til TV SYD.

Det er lidt som juleaften – vi ved bare ikke, hvor stor gaven bliver.

Henrik Frandsen, borgmester, Venstre, Tønder Kommune

Han fortæller, at det betyder meget for Tønder med ekstra arbejdspladser.

- Skattearbejdspladser er nogle vigtige, gode job. De passer godt sammen med vores øvrige produktionsvirksomheder. I dag er der 150 ansatte i Skat. Med endnu flere arbejdspladser bliver det en levedygtig enhed - også for fremtiden.

Lige nu venter borgmesteren i spænding på udmeldingen på pressemødet.

- Jeg er rigtig glad for alt, hvad der bliver tilført Tønder – jo flere arbejdspladser, jo bedre. Men jeg har ingen tal endnu. Så det er en spændt stemning. Det er lidt som juleaften – vi ved bare ikke, hvor stor gaven bliver, slutter Henrik Frandsen.

Du kan følge pressemødet live klokken 11 på TV SYDs Facebookside