Danmarks bedste ishus ligger på Rømø

To lokale ishuse var med i opløbet i en landsdækkende konkurrence, hvor over 9.000 danskere har stemt.

Hvis personalet på Fru Dax på Rømø smiler lidt ekstra i dag, er der en god grund til det. 

Caféen er nemlig blevet kåret til Danmarks bedste ishus foran Isvaflen i Ribe, der blev nummer to i en landsdækkende konkurrence.

Og det er første gang nogensinde, at Fru Dax vinder en pris, fortæller ejer Maria Degn.

- Det er helt vildt. Vi er helt vildt glade, siger hun.

Det er websiden OpdagDanmark, der arrangerer konkurrencen, hvor iselskende danskere den seneste måned har kunnet stemme på deres favoritishus.

 
 

- Vi gik efter at vinde

3.047 af de i alt 9.130 stemmer gik til Rømø-caféen, mens Isvaflen i Ribe fik 2.511 stemmer. Tredjepladsen finder man længere nordpå - det blev Guf & Kugler i Aalborg.

- Der var tæt konkurrence mellem os og Isvaflen i Ribe, og jeg var sikker på, at de ville løbe med sejren. Men vi gik selvfølgelig efter at vinde, siger Maria Degn, der har haft Fru Dax i 11 år.

Det er i øvrigt de hjemmelavede gammeldags isvafler, der er mest populære, fortæller ejeren, og særligt den is, der hedder Fru Dax Gigantvaffel og indeholder både kugler, guf, flødeskum og syltetøj, bliver langet over disken.

I alt var 22 ishuse fra Syd- og Sønderjylland nomineret i konkurrencen.