For første gang i 22 år lander stork i Brøns

Onsdag landede en stork i den gamle storkerede i Brøns nord for Skærbæk. Storken har brugt hele onsdag og torsdag på at fikse den gamle storkerede.

En stork er landet i den gamle storkerede i Brøns nær Skærbæk på den jyske vestkyst. Det er præst Camilla Friis, der opdagede storken onsdag.

Hun har i flere år håbet på, at en stork ville finde vej til reden, der sidst var beboet for 22 år siden.

Hos storkene.dk har de endnu ikke indentificeret, hvilken stork det er, og om det er en han- eller hunstork. 

Selvom storken har travlt med at fikse reden op, så er det usikkert, om den bliver.

- Skulle storken blive, skal den væbne sig lidt med tålmodighed, det kan nemlig tage lang tid, inden der eventuelt indfinder sig en mage, siger Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk, der dog mener, at flere storke er på vej syd fra.

- I april måned forventer vi flere storke fra Tyskland, og til den tid vil det måske være muligt at finde en mage. Men det kræver, at storken falder til i Brøns og har mod på at bygge videre på reden, siger han. 

Kroen i Brøns har onsdag fået en ny nabo. For første gang i 22 år lander en stork i reden.
Kroen i Brøns har onsdag fået en ny nabo. For første gang i 22 år lander en stork i reden.
Foto: Hanne Lykke Kristensen