Død person fundet af ravsamler kan være 70-årig fra Esbjerg

Den livløse person, der tidligt mandag morgen blev fundet i vandkanten på strækningen mellem Fjaltring og Ferring, er muligvis en 70-årig kvinde, der er savnet i Esbjerg.

Det fortæller Lars Even, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Esbjerg har i hvert fald meldt, at de har savnet hende i nogle uger. Hun er savnet efter, at hun har været i vandet, siger han.

- Det er i den retning, vi arbejder - også med hensyn til ligsyn og obduktion.

Det retslægelige ligsyn og obduktionen finder sted en af de nærmeste dage, og det er altså resultaterne af det, som vil afgøre, om det er den 70-årige kvinde, der er blevet fundet.