Østjyder markerer 100-året for JA til genforening

Plakatmuseum i Aarhus lancerer udstilling med følelsesladede afstemningsplakater. Samtidig melder østjyder sig ind i Grænseforeningen.

I dag er det 100 år siden, at et massivt flertal stemte Nordslesvig hjem til Danmark.

Det markerer Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By med en udstilling af de plakater, som blev hængt op i gadebilledet i Nord- og Mellemslesvig op til de to folkeafstemninger henholdsvis den 10. februar og 14. marts 1920.

- Vi har været vidt omkring, så vi mener, at vi har fået samtlige afstemningsplakater med. Plakaterne viser tydeligt de argumenter og følelser, der var på spil, og ordene og billedsproget er meget følelsesladet. Det er jo vores land, prøv at tænk hvis nogen prøvede at snuppe Jylland op til Gudenåen, siger Elsebeth Aasted Schanz, der er leder af Dansk Plakatmuseum.

Udstillingen åbner for publikum i morgen den 11. februar.

- Vi gik fra at være en magtfuld helstat til en lilleputstat, så det har stor betydning, også selvom man ikke bor i det sønderjyske, siger Elsebeth Aasted Schanz, der er leder af Dansk Plakatmuseum.

Grænseforeningen har også østjyske medlemmer

Også Grænseforeningen, hvis formål er at støtte danskheden i det dansk-tyske grænseland, oplever, at mennesker uden for Sønderjylland melder sig ind.

En af dem er Dorte Andersen fra Silkeborg, som stadig glæder sig over, at vi fik Nordslesvig tilbage. 

- Jeg meldte mig ind først på året i Grænseforeningen for Silkeborg/Hammel og omegn. Jeg vil gerne støtte deres oplysningsarbejde for os, der ikke bor så tæt på grænsen. De er med til at opretholde et godt forhold til vores tyske naboer, siger Dorte Andersen, der er pensionist.

Hun er født og opvokset i Esbjerg og flyttede til Silkeborg for 30 år siden.

- Det er vigtigt, at resten af landet bliver opmærksom på, at der bliver gjort et stort arbejde for det gode naboforhold, så man på fredelig vis kan samarbejde, siger Dorte Andersen.