En kold januardag for præcis 30 år siden skyllede 10.000 mahogniplanker ind på stranden i Sønderho på Fanø. Det var en sand skat. Men i stedet for at glæde sig over det værdifulde strandingsgods skabte mahogniplankerne splid mellem øens beboere, der sidenhen er blevet navngivet mahognikrigen på Fanø.
En 200 år gammel regel siger nemlig, at al strandingsgods skal fordeles indbyrdes mellem indbyggere. Men det var ikke, hvad der skete.
- Der var simpelthen så meget træ, at jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Hans Fischer Nielsen, der var en af de første på stranden i Sønderho for tre årtier siden.
Han var blandt dem, der ikke kunne lade være med at tage nogle planker med hjem til sig selv.
- Jeg gaflede nogle ligesom alle de andre, siger han til TV 2.
Derfor var der kun 8000 planker tilbage, da mahognien senere på året kom på auktion og indbragte en halv million kroner til de respektive fælleskasser.
- Det er usolidarisk over for alle de andre, der ikke har fået noget, for den dag det hele er blevet solgt og overskuddet skal fordeles, har de fået mere, lød det fra bestyrelsesmedlem i strandejerforeningen, Niels Brink Jensen, tilbage i 1991.
Mahogni overalt i byen
I dag finder man mahognien i stort set alle hjem i Sønderho på Fanø.
- Konen flyttede ud og tog halvdelen af møblerne. Så fik jeg min kammerat til at lave nogle nye, siger Christian Fischer, der heller ikke helt kunne lade plankerne være i 1991.
I hans hus er vindueskarmene lavet af mahogni. Det samme er fjernsyns- og sofabord.
Træet blev også hurtigt til nye grønne hoveddøre overalt i byen, mens andre fik sig en ny trappe.
Men langt størstedelen af plankerne - som man senere fandt ud af kom fra Malaysia - blev altså solgt lovformeligt i sommeren 1991. Man formoder, at plankerne skyllede i land fra et skib i hårdt vejr på Nordsøen.
Stridøksen er begravet
I dag – 30 år senere – er stridsøksen da også lagt i graven. Men historien lever videre i de stråtækte huse.
- Det, der var træls dengang, det har man lagt afstand til i dag, siger Niels Brink Jensen fra strandejerforeningen.
Og Christian Fischer fortæller, at alle i byen er lige gode venner igen.
- Der er ikke noget i det, siger han.
