Pinsedag med byger og blæst

I dagens løb breder en opklaring sig ind over landet fra sydvest.

Pinsedag er begyndt med skyer og byger mange steder i Danmark - og det er småt med kig til solen.

Et lavtryk, der fuldstændig har styret vejrets gang over landet de seneste par dage, fortsætter med at sætte præg på pinsevejret.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Lavtrykket befinder sig lige nord for Danmark og syd for lavtrykket slynges regn og byger ind over Danmark fra vest.

Derfor kan man opleve, at det nogle steder nærmest regner i timevis, hvis man befinder sig netop under et sådan bånd af regn, mens andre slipper med mere tørt vejr, hvis man er udenfor bygelinjerne.

I dagens løb breder en opklaring sig langsomt op over Danmark fra syd og sydvest, hvilket kan sikre en stor del af landet en hæderlig eftermiddag.

I perioder kan man være heldig at opleve solskin i længere tid og drivende skyer, mens det overvejende holder tørt.

Derimod forbliver vejret gråt og vådt i den nordlige halvdel af Jylland, hvor man skal forberede sig på byger det meste af dagen.

Blæsende med vindstød af kuling

For at sætte trumf på det ustadige pinsevejr, så vil det også være blæsende dagen igennem. Især i den centrale og nordlige del af Danmark vil vinden blæse med op til hård vind, og ved kysterne endda af kulingstyrke.

Vindstødene kan - også over land - nå kuling, mens man ved kysterne kan opleve vindstød af hård til stormende kuling - omkring 20-22 meter per sekund.

I hele landet holder temperaturerne sig på mellem 10 og 14 grader dagen igennem.

Selvom det ustadige vejr fortsætter de næste mange dage, så er der mulighed for en pæn 2. pinsedag i den østlige del af Danmark, hvor temperaturen kan nå 18 grader.