Vanvidsbilist købte Audi tilbage – tog ordet og fik klapsalver ved auktion

På en auktion købte en mand sin Audi tilbage for 185.000 kroner. Han forklarede, at han blev blitzet på vej til sin far, som havde fået hjerteflimmer.

En vanvidsbilist vakte torsdag opsigt på en bilauktion i Haderslev, hvor der blev solgt 20 biler, som Østjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi havde konfiskeret på grund af af vanvidsbilisme.

På auktionen købte manden den Audi, som politiet havde konfiskeret hos ham, tilbage, skriver JydskeVestkysten.

Af auktionshusets hjemmeside fremgår det, at bilen er solgt for 185.000 kroner.

Lagde kortene på bordet

Manden fortalte selv på auktionen, at han havde fået bilen konfiskeret på grund af vanvidsbilisme.

Det forklarer Peder Broe-Scherrebeck, ejer af Haderslev Auktionshus, til TV 2.

- Da den her Audi kom under hammeren, så rejser den endelige køber sig op og fortæller, at det faktisk er hans bil.

- Han lægger kortene på bordet foran 200 mennesker i salen og fortæller, at han har fået konfiskeret bilen efter at være blevet blitzet på vej til sin far, som havde fået hjerteflimmer og havde ringet og været urolig, fortæller Peder Broe-Scherrebeck.

Ifølge Peder Broe-Scherrebeck fortalte manden, at han havde accepteret, at politiet havde konfiskeret hans bil.

- Han var bare rigtig glad for sin bil og ville gerne have den tilbage, siger Peder Broe-Scherrbeck.

Auktionsejeren forklarer videre, at folk i salen forholdt sig stille i nogle sekunder efter mandens forklaring og erkendelse. Men så gik hans historie op for dem, og så begyndte de at klappe, siger Peder Broe-Scherrebeck.

Holder i Haderslev

Og det lykkedes altså manden at købe bilen tilbage efter at have vundet en budkrig, hvor flere af de andre cirka 30 mennesker, der deltog i auktionen, også bød på den.

Men foreløbig holder bilen stadig i Haderslev.

- Bilen står stadig i auktionshuset hos mig. Jeg forestiller mig, at ejeren nu må sørge for at få hentet den med en autotransport og så få generhvervet sit kørekort og begynde at køre igen, siger Peder Broe-Scherrebeck.