83-årig turist bor altid samme sted - og hun er ikke den eneste

Ilse Schibbe fra Hamborg er én ud af et stigende antal tyskere, der kører til Danmark for at besøge det samme sommerhus år efter år.

På en klitgrund kun tre minutters gang fra Vesterhavet og med Blåvand Fyr i baghaven ligger det sommerhus, som Ilse Schibbe fra Hamborg har besøgt de seneste 18 år.

quote

Sommerhuset er mit andet hjem, og med årene har jeg fået en tæt relation til dem, der ejer sommerhuset

Ilse Schibbe, pensionist, Hamborg

Sammen med sin familie pakker hun flere gange årligt bilen og sætter kursen nordpå. For i lænestolen på Horns Rev 71 i Blåvand føler hun sig næsten mere hjemme end på adressen i Hamborg.

Sommerhuset ligger på en klitgrund tæt på Blåvand Fyr og har adressen Horns Rev 71. Huset har en spændende arkitektur med mange små hyggelige kroge, men omdrejningspunktet er det store køkken, aktivitetsrummet og den hyggelige stue. Fra stuen og fra køkkenet er der adgang til to skønne terrasser. Der er både swimmingpool og spa. En uges ophold i juli koster lige nu 28.905 kroner.
Sommerhuset ligger på en klitgrund tæt på Blåvand Fyr og har adressen Horns Rev 71. Huset har en spændende arkitektur med mange små hyggelige kroge, men omdrejningspunktet er det store køkken, aktivitetsrummet og den hyggelige stue. Fra stuen og fra køkkenet er der adgang til to skønne terrasser. Der er både swimmingpool og spa. En uges ophold i juli koster lige nu 28.905 kroner.
Foto: Feriekompagniet

- Det er rolige omgivelser, og jeg elsker stilheden. Den har vi ikke i Hamborg, hvor alting er så hektisk, siger 83-årige Ilse Schibbe, som første gang besøgte Danmark i en alder af syv år.

Siden har hun gået i dansk skole i Flensborg og boet en årrække hos en dansk familie i Odense. Begge steder lærte hun det danske sprog, som hun har holdt ved lige i de 48 år, hvor hun har holdt ferie i Danmark. Det er blevet til 32 år i Blåvand og altså de seneste 18 år på præcis samme adresse.

- Sommerhuset er mit andet hjem, og med årene har jeg fået en tæt relation til dem, der ejer sommerhuset. Vi har telefoneret sammen mange gange, fortæller hun.

Flere gør som Ilse

Hos Feriekompagniet, som udlejer Horns Rev 71 i Blåvand, ser de et stigende antal tyske gæster, der gør som Ilse Schibbe.

quote

Vi har endda historier om gæster, som har været inviteret til familiefester, og som udveksler gaver til højtider med de danske ejere

Finn Christensen, direktør, Feriekompagniet

Mens 40 procent lejer sommerhuse hos bureauet år efter år, har direktør Finn Christensen ikke tal på, hvor mange tyske gæster der lejer det præcis samme hus igen og igen.

Uden at have de konkrete tal er han dog ikke i tvivl om, at andelen af gengangere i husene er øget over årene. Nogle kommer endda til samme hus flere gange årligt.

Feriegæster på Hvidbjerg Strand ved Blåvand.
Der var cirka lige mange tyske og danske turister i de danske sommerhuse i uge 28, som var den mest populære uge blandt danske gæster i 2022.
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

- Det er sjovt at betragte fra sidelinjen, hvordan de tyske familier får en relation til ejerne af husene, og vi har endda historier om gæster, som har været inviteret til familiefester, og som udveksler gaver til højtider med de danske ejere, fortæller han og tilføjer, at han også oplever flere tilfælde, hvor de tyske gæster har et specifikt hus til sommerferien og et andet til efterårs- eller vinterferien.

Flest udlejninger i Tønder

Ligesom Ilse Schibbe er der mange tyskere, som besøger Danmark hele året. Faktisk er der flere i oktober end i juni, men antallet af tyske gæster topper dog i juli og august.

Når der står sommerferie i kalenderen, og man bevæger sig i sommerlandet og møder en turist, er det derfor meget sandsynligt, at det er en tysker.

quote

Vesterhavet er en populær destination for tyske turister og derfor klart det sted, hvor flest feriehuse bliver lejet ud

Paul Lubson, specialkonsulent, Danmarks Statistik

Juli var den måned sidste år, hvor flest nøgler til feriehuse blev lånt ud. Tyske gæster stod for 2 mio. af i alt 4,2 mio. overnatninger i de danske feriehuse i juli måned. Danske gæster stod for 1,6 mio. af overnatningerne, mens resten fordelte sig på andre nationaliteter.

Den travleste dag

Udlejningerne toppede sidste år den 31. juli. Det var også denne dag, udlejninger til tyske turister lå højest for juli, mens antallet af danske feriehuslejere var højest den 13. juli.

Der var cirka lige mange tyske og danske turister i uge 28, som var den mest populære uge blandt danske gæster i 2022. Alle andre uger har antallet af tyske bookinger været i overtal.

Tyskere udgør den største andel af lejere, når det kommer til danske feriehuse. I Tyskland ligge sommerferien senere end den danske, så derfor peaker udlejningerne for tyske gæster også senere i slut juli eller august.

Kilde: Danmarks Statistik

Lægger man antallet af udlejede huse på udlejningsfirmaernes travleste dag i juli 2022 sammen og holder det op mod antallet af huse i kommunen, lå Tønder Kommune øverst på listen med 67 procent af sommerhusene udlejet.

Næstefter Tønder fulgte Varde Kommune med 51 procent udlejede feriehuse.

Kortet herunder viser den procentvise andel af feriehuse, som var udlejet i de 14 syd- og sønderjyske kommuner i juli 2022.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

- Hvert år vælger mange tyskere at holde ferie i Danmark, og de er i høj grad med til at trække udlejningsprocenten op. Vesterhavet er en populær destination for tyske turister og derfor klart det sted, hvor flest feriehuse bliver lejet ud, siger Paul Lubson, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

Husdyr, opvaskemaskine og indendørs pool

Når både danskere såvel som udenlandske turister gæster det danske sommerland, er der stor forskel på deres krav til sommerhusene. Det viser en analyse fra feriehusudlejeren DanCenter foretaget i 2022.

Tal fra DanCenters søgedatabase viser, at næsten hver femte af tyskernes søgninger på feriehuse indeholder et kriterium om, at det er tilladt at medbringe kæledyr.

Tal fra DanCenters søgedatabase viser, at næsten hver femte af tyskernes søgninger på feriehuse indeholder et kriterium om, at det er tilladt at medbringe kæledyr.
Hos mange udlejningsbureauer er der sommerhuse, hvor husdyr er tilladt. I enkelte tilfælde er hunden velkommen mod et mindre gebyr.
Foto: Henning Bagger/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Samtidig indeholder ti procent af de tyske søgninger et krav på under 500 meter til vandet, ligesom mange af dem er mest tilbøjelige til at ønske havudsigt.

Det oplever de hos Esmark Feriehusudlejning, hvor salg- og marketingsdirektør, Thomas Christiansen, oplever, at de tyske gæster særligt genbesøger samme område og endda samme sommerhus, når kravet til beliggenhed er opfyldt.

- Mange af os er vanemennesker, og når først vi har fundet et sommerhus, som matcher vores ønsker til en ferie, så er det trygt og nemt at booke samme hus året efter, siger han. 

Der er både swimmingpool og spa i sommerhuset på Horns Rev 71 i Blåvand. En uges ophold i juli 2023 koster lige nu 28.905 kroner.
Der er både swimmingpool og spa i sommerhuset på Horns Rev 71 i Blåvand. En uges ophold i juli 2023 koster lige nu 28.905 kroner.
Foto: Feriekompagniet

Ferieboliger med pool er et forholdsvist populært søgekriterium blandt alle nationaliteter hos DanCenter.

Næsten 15 procent af de danske søgninger indeholder et flueben ud for indendørs pool, mens tyske gæster til gengæld er det folkefærd, der i videst udstrækning ønsker spa og sauna i sommerhuset.

Nummerplade quiz

Du kan nemt se, hvorfra den tyske nabo i sommerhuset kommer. Tjek nummerpladen, hvor de første bogstaver viser, hvor bilen kommer fra.

De største byer har kun ét bogstav. B er Berlin, M er München og K er Köln. Dog kan det stærke Hansaforbund stadig ses på nummerpladerne. Hamborg benytter HH for Hansestadt Hamburg. Rostock bruger HR.

Som regel følger inddelingen de tyske Landkreise. Antallet af bogstaver i koden afspejler for det meste størrelse og beliggenhed af distriktet. Efter Landkreis bogstaverne kan bilejeren selv vælge de næste to bogstaver. Mange danskere bosiddende i Hamborg vælger for eksempel kombinationen HH DK.

Både til turen sydpå og som sjov sommerferieleg i bilen i Danmark kan man hente App’en Kennzeichen-Finder.

Både indendørs pool, spa og sauna er nogle af de faciliteter, som Ilse Schibbe fremhæver, når hun fortæller, hvorfor sommerhuset i Blåvand er værd at besøge år efter år.

Næste gang, hun sætter kursen mod Horns Rev 71, er det til november. Foruden gåture langs havet og svømmeture i den indendørs pool er der dog én ting, hun glæder sig særligt meget til.

- I sommerhuset kan jeg sove til klokken ni eller halv ti om formiddagen. Det kan jeg ikke derhjemme, for jeg er jo gammel og har brug for roen, fortæller hun.