Efter dødsulykke: Nu kommer der bom og klokke på usikret overkørsel

Banedanmark gør nu noget ved den sidste tilbageblevne overkørsel ved Sig nord for Varde. Her blev to mennesker for et år siden dræbt, da en minibus blev ramt af et tog.

Overkørsel 161 på strækningen mellem Esbjerg og Skjern bliver opgraderet med et mere moderne sikringsanlæg.

Det består af bom, blink og klokke og skal erstatte den manuelt betjente bom, der lige nu er ved overkørslen.

- Vi har lagt en plan, og ifølge den sker det i løbet af efteråret 2019, siger Marianne Rasmussen, der er områdechef i Banedanmark til TV SYD.

Rapport fra Havarikommissionen

På baggrund af ulykken ved Sig den 18. juni 2018 offentliggjorde Havarikommissionen mandag en rapport, der anbefaler Banedanmark at vurdere sikkerheden ved alle de usikrede overkørsler.

Rapporten fastslår, at ulykken ved den nærliggende overkørsel 163 skete, fordi chaufføren i minibussen var uopmærksom, da han krydsede sporet, men Havarikommissionen skriver også, at de usikrede overkørsler synes utidsvarende.

Sidste år valgte Banedanmark at lukke overkørsler 163 og 162. Det betyder, at vejtrafikken i området nu kun kan krydse sporet ved den usikrede overkørsel 161.

- Vi gør også noget. Vi har allerede nedlagt over 250 overkørsler over hele landet, fortæller Marianne Rasmussen til TV SYD.

Ifølge Marianne Rasmussen får rapporten fra Havarikommissionen ikke Banedanmark til at fremskynde processen med at gøre noget ved de usikrede overkørsler.

- Vi forholder os hele tiden til sikkerheden, derfor har vi også sat ekstra skilte op ved overkørsel 161, siger Marianne Rasmussen.

Ulykken fandt sted den 19. juni 2018.
Ulykken fandt sted den 19. juni 2018.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Forsinket i årevis

Det var oprindeligt planen at sikre eller nedlægge alle overkørsler i hele landet med udgangen af 2018. Men flere forsinkelser, med bl.a. et nyt signalsystem, har gjort, at det endnu ikke er sket.

Ved udgangen af 2019 vil der fortsat være 12 overkørsler tilbage, der ikke er nedlagt eller sikret. De to af dem ligger i TV SYDs område på strækningen mellem Tønder og Bramming.

Det drejer sig om overkørsel 104 og 131.

- De bliver opgraderet i forbindelse med, at det nye signalsystem bliver udrullet i området omkring 2025 eller 2026, oplyser områdechef Marianne Rasmussen.