TV der bevæger dig

Fire kommuner indfører fuldstændig røgfri arbejdstid

Fra årsskiftet har Sønderborg, Haderslev, Vejen og Varde Kommune kvittet smøgerne. Nu er det slut med at ryge i arbejdstiden.

Røgfri arbejdstid betyder, at medarbejderne ikke må ryge i arbejdstiden - hverken indendørs, udendørs eller udenfor matriklen. Foto: Claes Adel, TV SYD

Fra første januar indførte fire kommuner i TV SYDs sendeområde rygeforbud i hele arbejdstiden - også i pauserne. I Sønderborg, Haderslev, Vejen og Varde har det altså fra årsskiftet været slut med at tage en smøg med kollegerne.

En af dem, der har måttet kvitte smøgerne helt i arbejdstiden, er Heidi Ley, der er social- og sundhedshjælper på Helle Plejecenter i Tofterup.

- Det er lidt hårdt, for man er vant til lige at kunne vende forskellige ting med kollegerne over en smøg i pauserne, fortæller hun.

En kold tyrker

Rygeforbuddet har betydet, at Heidi Ley er stoppet helt med at ryge. 

- Jeg har taget en kold tyrker fra den ene dag til den anden, fortæller hun.

Egentligt var Heidi Ley blevet tilbudt et rygestopkursus ligesom alle andre medarbejdere i Varde Kommune, men hun har valgt at klare opgaven på egen hånd. 

Faktisk er det kun et begrænset antal medarbejdere, der har valgt at takke ja til kurset, fortæller Karin Lykke Iversen, der arbejder som diætist ved Center for Sundhedsfremme i Varde Kommune.

- Det vigtigste for mig er, at medarbejderne ved, at vi er der, så vi kan hjælpe dem, fortæller Karin Lykke Iversen.

Syg i mange år op til døden

På Vejle Sygehus forklarer specialeansvarlige overlæge på medicinsk afdeling, Anders Løkke Ottesen, at ét af de helt store problemer med rygning er,  at man i gennemsnit mister otte til ti år af sin levealder, når man ryger. 

- Det vil de fleste måske være ligeglade med, men problemet er, at man ikke dør rask. Man dør syg. Det vil sige, at man er syg i mange år op til, at døden indtræffer, fortæller Anders Løkke Ottesen.

De røde lunger til venstre er raske, og de mørke lunger til højre er lunger fra en person, der har røget i mange år. Foto: Kræftens Bekæmpelse

På billeder viser han, hvordan rygerlunger ser ud i forhold til raske lunger. De raske lunger er røde, mens rygerlungerne er slappe og misfarvede, nærmest sorte.

Han fortæller, at det allerede efter de første år er muligt at se misfarvningen på lungerne. Det er en proces, der begynder fra den første cigaret.

Da Heidi Ley ser billederne af de to sæt lunger, synes hun, at forskellen er voldsom.

- Det gør det nemmere at stoppe, når jeg ser det her, siger Heidi Ley.

Den sorte farve begynder allerede at sprede sig på lungeren efter den første cigaret. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Mest sete på tvsyd.dk