Kupon fra Blåvand gemmer på historisk milliongevinst

Fredag vandt en heldig dansker over 759 millioner i Eurojackpot. Vinderkuponen er købt i Blåvand.

Man bliver næsten nødt til at sige tallet højt for at få en fornemmelse af hvor mange penge, der er tale om. 

759.318.630 kroner.

Det er den største gevinst, der har været på højkant i Danmark nogensinde.

En heldig spiller - eller en heldig tipsklub - har vundet med vindertallene 1 - 11 - 17 - 19 - 33 og stjernetallene 3 og 7. Tal, som fremgår af en Eurojackpotkupon, der er købt i Meny i Blåvand.

"Det er en sand festdag"

Den nybagte millionær kan nu se frem til at få et stort, skattefrit beløb, der slår alle rekorder, ind på kontoen. Hos Danske Lotteri Spil, som står bag Eurojackpot i Danmark, er man meget glad for nyheden og kipper med flaget.

- Det er en sand festdag her hos os, ligesom jeg går ud fra, det er det i Vestjylland, hvor vinderkuponen er købt. Det er helt vildt, at en dansker har vundet mere end 759 millioner kroner og har slået rekorden. Vi har ventet i spænding på, at det skulle ske, og nu skete det endelig. Der skal lyde et stort tillykke herfra, siger adm. direktør i Danske Lotteri Spil, Malene Mølgaard, i en pressemeddelelse.

Danske Spil er altid i kontakt med heldige kunder, når de vinder store beløb, og tilbyder dem såkaldt millionærrådgivning. Her ringer en særligt uddannet Danske Spil-ansat og taler med vinderen om, hvordan man kan forholde sig og administrere en stor gevinst.

- Folk reagerer meget forskelligt, når de vinder store gevinster, men de vil som det første næsten altid dele gevinsten med deres familie. De fleste har også planer om især husrenovering, rejser og ny bil. Det er klart, at det kan være en stor omvæltning og skabe nye muligheder at vinde især meget store gevinster, og vi tilbyder derfor rådgivning til alle, der vinder store beløb, siger Malene Mølgaard.

Meget usandsynligt at vinde

Den tidligere største gevinst i Danmark blev vundet i 2015, hvor en dansker vandt 315 millioner kroner.

Samlet har Danske Spil fundet 186 Eurojackpot-millionærer siden marts 2012, hvor lotteriet havde dansk premiere, oplyser Danske Spil.

Eurojackpot trækkes fast hver fredag og tirsdag aften.

Spillere i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien, Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen, Kroatien, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Danmark er med i kampen om de millionstore puljer.

To gange har en dansker vundet mere end 300 millioner kroner i Eurojackpot - senest i 2021, mens det seks gange er sket, at en dansker har vundet mere end 100 millioner kroner.

Sandsynligheden for at vinde Eurojackpot er en ud af 140 millioner, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

De største lottogevinster i Danmarkshistorien

Efter fredagens gevinst ser top syv over største lottogevinster i Danmark nu således ud:

1. Dansker vinder 759.318.630 kroner i Eurojackpot i 2022.

2. Person fra Helsingør vandt 315.009.958 kroner i Eurojackpot i 2015.

3. Person fra Roskilde vandt 310.785.127 kroner i Eurojackpot i 2021.

4. Person fra Kalundborg vandt 210.688.619 kroner i Eurojackpot i 2018.

5. Person fra Helsingør vandt 206.913.776 kroner i Vikinglotto i 2020.

6. Person fra Hjørring vandt 148.183.435 kroner i Eurojackpot i 2017.

7. Person fra Vejle vandt 140.358.416 kroner i Vikinglotto i 2016.

Kilde: Danske Spil.