Store sommerhuse underminerer små: - Sommerhusmiljøet bliver ødelagt

Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flere og flere små sommerhuse erstattes af større, og det kommer til at skabe trængsel i Blåvand, mener formanden for Blåvand Grundejerforening.

Hver gang et 'til salg' skilt bliver stukket i jorden foran sommerhusene i Blåvand, stiger de bekymrede naboers puls. De er nemlig ikke glade for den udvikling, de ser.

I Varde Kommune, hvor populære sommerhusområder som Blåvand, Vejers Strand og Henne Strand ligger, er der på 10 år forsvundet 270 små sommerhuse. Til gengæld er der skudt 564 sommerhuse på mellem 100 og 199 kvadratmeter op.

Det skriver Jyllandsposten.

Den voksende andel af store sommerhuse vækker bekymring hos formanden for Blåvand Grundejerforening, Susanna Søndermark Jensen.

- Det er bekymrede og ærgerligt, at gamle huse der sættes til salg, erstattes af nye, store huse. Sommerhusmiljøet overgår til at blive et investeringsmiljø. Det er en stor problematik for området, siger hun.

Man risikerer at save den gren over, man selv sidder på, også selvom husene er lækre og er af gode materialer.

Susanna Søndermark Jensen, formanden for Blåvand Grundejerforening.

Mulig trængsel bekymrer

Formanden fortæller, at de i grundejerforeningen er bekymret for, at der opstår trængsel, og at det kan være et afgørende parameter, der får turisterne til at vende Blåvand ryggen.

- Folk kommer til Blåvand på grund af det rekreative miljø. Det er også fint med turister og et sundt forretningsliv, men jeg tror, man skal passe på, for den overudnyttelse der er i færd med at ske, kan give bagslag, siger hun.

Hun understreger, at hun er bekymret for, om området har kapaciteten til at rumme det antal mennesker, som de store huse lægger op til.

- Når de store huse skyder op i et gammelt sommerhusområde, genererer det voldsomt meget strøm, vand og mennesker på de små veje, og det er der ikke kapacitet til. Området er ikke dimensioneret til det, siger hun.

Hun tilføjer:

- Man risikerer at save den gren over, man selv sidder på, også selvom husene er lækre og er af gode materialer. Det er som et lille minihotel. Det er huse, hvor mange lejer sig ind på samme tid. Overturisme kan få folk til at vende stedet ryggen, og det bekymrer mig, siger hun.

'En positiv udvikling'

Men det ser Destination Vesterhavet – en organisation, der skal fremme turismen i Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner – som en positiv udvikling ifølge Jyllandsposten. 

- Vi kan udvide turistsæsonen, når de nye og større sommerhuse kan have turister året rundt. Det betyder meget for os, siger Peer H. Kristensen, direktør hos Destination Vesterhavet, til Jyllandsposten.

Men ifølge Susanna Søndermark Jensen, er den voksende andel af store sommerhuse roden til, at flere og flere sætter deres huse til salg.

- Vi oplever, at folk har solgt deres huse, fordi de synes, det er blevet for trængt her, og det er ikke attraktivt længere at få et stort udlejningssommerhus som nabo, og området mister sin charme, siger hun.

Borgmester Erik Buhl (V) siger til avisen, at udviklingen er et signal om, at Varde vil satse på kvalitetsturisme.

Lokalplaner tillader udviklingen 

Kommunen har for nylig besluttet, at sommerhusene fremover maksimalt må være mellem 225 og 250 kvadratmeter store, og at højden maksimalt må være 6,5 meter. Byggeprocenten på en grund må desuden maksimalt være på 15 procent.

- Området mister karakter af åbent sommerhusområde, som det er kendt for, siger hun. Man skal passe på det guldæg, man har, i stedet for at overudnytte stedet, siger Susanna Søndermark Jensen.

Hun håber nu på, at politikerne vil kigge på udviklingen. 

Psykisk syg voldsmand bag kælder-overfald har fået sin dom

Anklageren ønskede en psykisk syg voldsmand anbragt på en særligt sikret afdeling. Det bakkede forsvareren og Retten i Kolding op om. Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD
Udgivet

2. juledag overfaldt 25-årig mand en tilfældigt udvalgt kvinde i en vaskekælder. Efter en række sager om vold og trusler fik han i dag sin dom.

En 25-årig mand blev mandag ved Retten i Kolding dømt til anbringelse på en sikret afdeling. Det sker, efter han 2. juledag fulgte efter den 20-årige Lærke Lomholt ned i en vaskekælder midt i Vejle. Her slog, sparkede og trampede han på den 20-årige, som han ikke kendte i forvejen.

I retten nægtede han sig skyldig. Men anklageren afspillede en optagelse af, at han havde ringet til politiet senere samme aften, hvor han spurgte, om der var anmeldt et overfald på en pige.

Jeg var nødt til at skade hende. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle gøre det

Psykisk syg mand, som er dømt for vold

- Jeg har lige overfaldet en pige for en time siden, nede i en vaskekælder her i Vejle. Jeg overfaldt hende bare. Jeg havde ingen problemer med hende, jeg kendte hende ikke. Folk bliver ved med at lyve, jeg var så vred. Jeg var nødt til at overfalde hende ... Jeg var nødt til at skade hende. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle gøre det. Jeg gav hende lidt over 10 spark i ansigtet i hvert fald. Jeg har blod på jakken, sagde han blandt andet til politiet.

Det fremgik også i retten, at han havde overvejet, om han skulle lade sin vrede gå ud over et barn.

På fri fod efter dom

Allerede i september 2023, tre måneder tidligere, var han i en anden retssag dømt til anbringelse. Men det var ikke lykkedes Vejle Kommune at finde et bosted, som kunne huse ham, så derfor var han på fri fod 2. juledag.

Mandag var han også tiltalt for fire andre tilfælde af vold og trusler, som han har begået, mens han var varetægtsfængslet på først Psykiatrisk Afdeling i Vejle og siden på Retspykiatrisk døgnafsnit i Middelfart.

Tre af disse forhold tilstod han i retten. Han forklarede blandt andet, at han var blevet vred over, at en medarbejder ville bestemme, hvornår han måtte ryge. Ved tidligere afhøringer har han forklaret, at han hørte stemmer, som beordrede ham til at gøre noget grimt.

Ventede på mentalundersøgelse

En tydeligt rystet Lærke Lomholt, som TV SYD har interviewet, fortalte i retten, at hun stadig lider under overfaldet. Udover de psykiske mén har hun svært ved at gå ordentligt, hun har haft mareridt, og hun har måttet droppe ud af sin uddannelse til social- og sundhedsassistent.

Hun havde set frem til at få sat en slags punktum for sagen, som har afventet, at gerningsmanden blev mentalundersøgt. Han har siden foråret boet på Kofoedsminde i Rødby.

Det er en højtspecialiseret sikret institution for voksne domfældte udviklingshæmmede, som har begået personfarlig kriminalitet.

Her kan han eventuelt blive boende. For dommen lyder på, at han anbringes i en institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Der er ikke fastsat en udløbsdato for denne foranstaltning.

Skal valgplakaterne droppes? Byrødder er uenige

Udgivet

Der er delte meninger om Konservatives forslag om at droppe valgplakaterne

Ugerne op til kommunalvalget i Vejen Kommune 18. november 2025 kan blive uden valgplakater i lygtepælene.

I hvert fald hvis det står til byrådsmedlem, Mike Straarup, fra Konservative.

Han har stillet et forslag om at afskaffe valgplakaterne, som byrådet skal drøfte tirsdag.

Det har han ud fra et klimahensyn, og han håber at kunne få alle de andre partier med på idéen.

Da ophængning af valgplakater allerede er tilladt jævnfør privatvejloven og vejloven, kan byrådet ikke egenhændigt forbyde valgplakater.

Så aftalen vil ikke kunne være juridisk bindende - det er en hensigtserklæring.

Delte meninger

Socialdemokratiets Jørgen Thøgersen er ikke lun på forslaget, og han forventer, at det bliver en lang snak i byrådet tirsdag.

- Jeg kan slet ikke se, vi skal lave en aftale. Hvad med alle de mindre partier, der ikke sidder i byrådet? De skal have en platform, hvor de har mulighed for at profilere sig. Måske har Konservative allerede opnået det, de ville og fået noget omtale. Så jeg tror, vi kan sige, at valgkampen er skudt i gang.

- Det er en rigtig fed idé, for så vi slipper for al det affald. Vi er indstillet på at droppe det i hele kommunen, men ikke hvis alle ikke gør det. Vi er åbne for forslaget, og hvis alle kan give håndslag på det, så er det interessant, siger Danske Folkepartis Nils Brøndumbo.

Konservative får også opbakning fra den anden side af byrådssalen - hos Allan Thomsen fra Socialistisk Folkeparti (SF).

- Det, synes jeg, er en god idé. Jeg synes, tiden er løbet fra valgplakaterne. Der er mange andre måder at få budskabet ud. Valgplakaterne har et klimaaftryk, og det kunne være rart at eliminere, siger Allan Thomsen.

Men vil det ikke - som Socialdemokratiet siger - blive sværere for de små partier at blive eksponeret?

- Det er også korrekt. Nogle har flere midler til at hænge bannere op ved vejene og så videre. Men isoleret set på valgplakater, så er der andre måder at gøre opmærksom.

Vagn Sørensen fra Venstre ønsker ikke at udtale sig om forslaget.

- Den gemmer jeg til byrådssalen i morgen, siger han.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.