Ukrainsk konsul i sydvestjylland: Danmark er med til at optrappe konflikten

Danmark er med til at øge usikkerheden i landet og skader på den måde Ukraines økonomi, mener han.

Konsul for Ukraine er stærkt utilfreds med den måde, det officielle Danmark tackler krisesituationen Rusland-Ukraine på. 

- Det er jo til Putins fordel, siger Tom Axelgaard.

Han sidder i Outrup. Han er både konsul for Ukraine og erhvervsmand. Stifter og medejer af fødevarevirksomheden Goodvalley der blandt andet er at finde i Ukraine. 

Han er ærgerlig over, at vi i vesten med USAs præsident Joe Biden som spids melder så voldsomt ud. At Rusland vil starte en invasion af Ukraine når som helst, som han advarer om. Og at Danmark følger trop. 

Skiltet her i Outrup viser, at her ligger et konsulat for Ukraine.
Skiltet her i Outrup viser, at her ligger et konsulat for Ukraine.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD
quote

De skød lidt omkring sig, så vi fik nogle skudhuller hist og pist.

Thomas Sillesen, direktør, Akkerman

Skaber usikkerhed

En lang række lande - heriblandt Danmark - anbefaler nemlig danske statsborgere at tage hjem af hensyn til en mulig krig. 

- Det skader jo Ukraines erhvervsliv, fordi det skaber usikkerhed om fremtiden for investorer og for virksomheder, der vil videreudvikle sig i landet, siger han. 

Direktør Thomas Sillesen tager det roligt - fordi hans ukrainske ansatte tager det roligt.
Direktør Thomas Sillesen tager det roligt - fordi hans ukrainske ansatte tager det roligt.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

I Esbjerg sidder for tiden erhvervsmanden Thomas Sillesen, der ellers bor fast i den ukrainske storby Odessa. Han er direktør for firmaet Akkerman, der er et dansk ingeniør- og softwarehus.

Han har netop valgt ikke at ansætte endnu en i sit firma, men at udsætte det til senere på grund af den usikre situation på grænsen mellem Ukraine og Rusland.

Rolige ukrainere

Usikkerheden synes imidlertid større i vesten end i Ukraine. Både Thomas Sillesen og Tom Axelgaard melder om ro. 

- Jeg har ikke hørt om nogen ændringer. Folk tager det roligt, siger Tom Axelgaard, der selv er overbevist om, at Putin ikke vil invadere nabolandet. 

- Det kan godt virke lidt underligt på os danskere, men vi skal huske på, at den her krise har stået på siden 2014. Altså i næsten otte år. Når jeg snakker med mine ansatte, virker de slet ikke bange. De tror ganske enkelt ikke på, at russerne vil starte en krig mod Ukraine, siger Thomas Sillesen. 

Tag hjem, mener Udenrigsministeriet. Men beskeden skaber usikkerhed, mener konsul Tom Axelgaard.
Tag hjem, mener Udenrigsministeriet. Men beskeden skaber usikkerhed, mener konsul Tom Axelgaard.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Han har dog for en sikkerheds skyld lavet en evakueringsplan for sine ansatte i de fire byer, hvor han har kontorer. Det har han haft siden efteråret. For eksempel er computerne bærbare og ikke stationære. 

Skød omkring sig 

Thomas Sillesen har ellers udsigt til at miste otte kontorbygninger i tilfælde af invasion. Og i 2014 fik han en forsmag på, hvad det russiske militær kan finde på.

- Vi havde kontor på det tidspunkt i en by nær den russiske grænse. En morgen lukkede de af for hovedgaden, og der kom soldater ind i vores bygning. De skød lidt omkring sig, så vi fik nogle skudhuller hist og pist, og da de gik igen, smed de lige et par molotovcocktails. Der skete kun materielle skader, men det var jo nok lidt mere, end man sædvanligvis oplever i Danmark, fortæller Thomas Sillesen.

Alligevel er han rolig. For hans ukrainske ansatte tager det roligt.