Varde-piger med i finalen i stort tv-program

16 unge piger fra Varde har med blod, sved og tårer kæmpet sig til finalen i TV 2-programmet ’Den vildeste danser’.

To forvoksede træklodser og et stort kaninhoved udgjorde scenen for de 16 vardensere. Udklædt som dukker og med synkrone bevægelser overbeviste de seerne om, at de skulle videre til finalen i TV 2-programmet 'Den vildeste danser'.

Finalepladsen er de ikke kommet sovende til. De sidste mange dage har dansetruppen trænet 12 timer hver dag, og nu er gruppen, der går under navnet Twenty, klar til at tage til København.

- Vi er meget beæret og stolte over, at vi har fået muligheden, og at folk hjemme i stuerne har bakket os op og givet os en masse sms-stemmer. Nerverne sidder meget uden på tøjet, men uanset hvad der sker, er vi glade for at have været med, og det er vildt, at vi er nået til finalen, siger Sofie Gantzel, danser i Twenty.

quote

Vi er alle blevet bedre og har rykket os både som dansere, men også som individuelle personer.

Karen Bredgaard Thuesen, danser, Twenty.

Den vildeste danser

I flere måneder har TV 2-programmet ’Den vildeste danser’ kørt over skærmen, hvor dansetalenter kæmper om titlen som den vildeste danser. Dansegruppen Twenty var til audition i december og har nu danset sig hele vejen til finalen, som skal stå på fredag.

Bag koreografierne står danseskolens ejer, Caroline Sander Jepsen, som ser fordele for pigerne i at deltage i programmet på længere sigt.

Udviklingen mærker dansegruppen, som ikke har haft meget tid til at være i skole eller på arbejde, allerede.

- Vi er alle blevet bedre og har rykket os både som dansere, men også som individuelle personer. Det har i hvert fald givet mig nogle virkelig klare tanker om, at dans virkelig er en passion, jeg vil gå videre med fremover, siger Karen Bredgaard Thuesen, danser i Twenty.

Sofie Gantzel (tv) og Karen Bredgaard Thuesen kommer begge fra Varde-området og har danset i mange år.
Sofie Gantzel (tv) og Karen Bredgaard Thuesen kommer begge fra Varde-området og har danset i mange år.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD.

Opbakning hjemmefra

Pigerne står ikke alene i kampen. I hjembyen Varde bakker de lokale op med sms-stemmer, og flere viser også interesse for dansegruppen.

- Pigerne oplever enormt stor opbakning, og det er en fantastisk støtte at have med. De ved, at der er opbakning hjemmefra, men de ved også, at der ligger et pres på dem, og at de skal give den gas på scenen, siger Caroline Sander Jepsen, ejer af Dance Company Twenty i Varde.

quote

Det er på en måde ret hyggeligt, at man kan mærke, der er så stor opbakning til det, vi laver.

Sofie Gantzel, danser, Twenty.

Mange er også nysgerrige på, hvad de unge dansere har i støbeskeen til næste show.

- Folk kigger ind ad vinduerne og er vildt interesserede i, hvad vi laver. Det er på en måde ret hyggeligt, at man kan mærke, der er så stor opbakning til det, vi laver, siger Sofie Gantzel.

Hun er ikke bleg for at vise, at vardensere også har noget at byde på – selvom der er langt til hovedstaden.

- Det, at vi er fra Varde, er en kæmpe ting at få vist. Man kan godt have en passion og store drømme herovre, selvom man ikke bor i storbyen, siger hun.