TV der bevæger dig

Varde Kommune kåret som årets cykelkommune

Varde Kommune er blevet kåret som Årets Cykelkommune 2014 af Danmarks Cyklistforbund, blandt andet fordi de har formået at få flere i sadlen, selvom afstandene er længere i kommunen.

Varde Kommune har ikke altid en cykel-venlig natur, men på trods af det, har de fået flere til at cykle.

Cyklistforbundet, der står bag udpegningen af Årets Cykelkommune, roser Varde Kommune for at tænke nyt i bestræbelserne på at få flere til at cykle.

- Mens cykelandelen generelt falder i landområderne, har Varde formået at holde fast i sit høje niveau takket være en dedikeret indsats for både hverdagscyklismen og det rekreative, siger Cyklistforbundets formand, Jette Gotsche i en pressemeddelelse.

Varde har som den første kommune udviklet offentlig-private samarbejder omkring etablering af cykelstier. Det har givet flere penge til cykelstier. Kommunens borgmester er, ikke overraskende, glad for titlen.

- Titlen som Årets Cykelkommune er et kæmpe skulderklap og et rygstød til vores fokus på sundhed og motion. Jeg er selvfølgelig stolt på kommunens vegne, men hæderen skal også tilfalde de frivillige, der sammen med kommunen knokler for, at der anlægges masser af cykelsti i Varde Kommune, siger borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl, i en pressemeddelelse.