Coop holder fast, mens Salling flygter efter kødskandale

Skare-koncernen har mistet flere kunder, efter det kom frem, at fødevarestyrelsen fandt 250 tons gammelt kød ved en af koncernens virksomheder. Coop holder dog foreløbigt fast i leverandøren.

Der kommer stadig til at være pålæg fra Skare-koncernen på hylderne i Coops butikker. Det oplyser Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, til FødevareWatch.

quote

Samarbejdet fortsætter, indtil vi melder noget konkret ud

Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop

Det sker på trods af, at Salling har droppet Skare-koncernen, efter det kom frem, at koncernens virksomhed Skare Meat Packers er blevet politianmeldt.

- Samarbejdet fortsætter, indtil vi melder noget konkret ud. Vi kigger selvfølgelig på det, men det er ikke så længe siden, at vi har haft auditering omkring Defco og det pålæg, vi får derfra, hvor tingene var i orden. Så vi synes, det er en helt anden situation end med Skare Meat Packers, selvom Defco selvfølgelig er ejet af den samme koncern, siger Jens Juul Nielsen til Fødevarewatch og fortsætter:

- Vi er ikke bekymret for fødevaresikkerheden for de varer, vi får fra Defco, men selvfølgelig giver sagen anledning til at kigge på samarbejdet med koncernen.

12 år gammelt kød

Ved et uanmeldt kontrolbesøg hos Skare Meat Packers fandt Fødevarestyrelsen 250 tons gammelt kød, hvor slagteriet manglede dokumentation for sporbarheden og oprindelseslandet.

Skare-koncernen og datterselskaberne

Skare-koncernen har hovedsæde i Vejen og består af flere virksomheder.

-          Skare Meat Packers, Vejen

-          Skare Food, Christiansfeld

-          Defco, Viby

-          Skare Beef, Aarhus

Derudover har selskabet flere udenlandske afdelinger i blandt andet Spanien, Holland, Polen, Frankrig og Libanon.

Alt kødet var fra før 2017. Det ældste kød udløb i 2010. Det er dog ikke fundet af det gamle kød, som resulterede i politianmeldelsen, men derimod den manglende dokumentation.

Efter Fødevarewatch og AgriWatch onsdag kunne fortælle nyheden om kontrolbesøget, har Salling Group valgt af afbryde deres samarbejde med hele Skare-koncernen. Rema 1000 og Lidl fortsætter ligesom Coop samarbejdet med koncernen.