To mænd fundet døde i Gesten

Der er mistanke om, at kulilteforgiftning kan være årsag til, at to unge mænd er omkommet i et hus på Tværvej 7, Gesten ved Vejen.

To yngre mænd er fundet døde i nogle udlejningsværelser.

Umiddelbart har der ikke været brand på stedet, og der er nu mistanke om, at der kan være tale om kulilteforgiftning fra eksempelvis en defekt skorsten.

Ulykken blev opdaget af udlejeren, da han torsdag eftermiddag var ude for at se til sin ejendom. Han fornemmede, at der var røg i huset, og så en person ligge livløs.

Da politi og brandfolk kom til, fandt de yderligere en ung mand omkommet.

- Vi er ved at undersøge omstændighederne, men der er ingen mistanke om, at der skulle foreligge noget kriminelt. Det virker mere som om, at der er tale om en ulykke, siger vagtchefen hos politiet i Esbjerg, Erik Lindholdt.

De to omkomne er 23 og 25 år.

Flere personer er kørt til observation for røgforgiftning. Det skulle blandt andet dreje sig om indehaveren af en klinik samt en kunde, der opholdt sig i samme bygning som de to omkomne.

Kriminalteknisk afdeling er nu ankommet til bygningen i et forsøg på at finde dødsårsagen.