Efterlyst flugtbilist har meldt sig selv til politiet

En 12-årig dreng fik knubs, da han blev ramt af en bil i Brørup. Efter episoden kørte bilisten videre uden at stoppe.

Artiklen er lørdag morgen klokken 9.45 opdateret med oplysninger fra politiet om, at den efterlyste kvinde, der fredag eftermiddag ramte en 12-årig cyklende dreng i Børkop med sit sidespejl, nu har meldt sig selv.

Vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Torben Møller, oplyser lørdag morgen klokken 08 til TV SYD, at et vidne fredag aften har henvendt sig til politiet med nye oplysninger i sagen. Bilen, der ramte den 12-årige dreng, er en hvid Peugeot 208, og der var to kvinder i bilen. Politiet vil fortsat gerne høre fra folk, der har set noget.

Den 12-årige dreng blev fredag klokken 14.25 ramt af en bil, da han cyklede ad Vestre Maltvej i vestlig retning. Politiet efterlyser nu en mellemstor sølv eller hvid bil, som sandsynligvis mangler eller har skade på det ene sidespejl.

- Noget tyder på, at der ryger noget af sidespejlet, da bilen rammer drengen. Et vidne ser bilen vende om, garanteret for at samle sidespejlet op, fortæller Søren Stregaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Uheldet skete mellem Langeskovvej og Kærvej i Brørup, og bilisten kørte i samme retning som drengen.

Et vidne beskriver flugtbilisten som kvinde med briller og krøllet hår ned til skuldrene. Kvinden satte farten ned ved uheldet, men stoppede ikke op for at se, om drengen var kommet til skade.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.