Vognmænd frygter parkeringskaos på rastepladser

25-timers tidsbegrænsningen for parkering på de statslige rastepladser har gjort hverdagen vanskelig for vognmænd og deres chauffører.

Håndhævelsen af 25-timers tidsbegrænsningen for parkering på de statslige rastepladser betyder, at der nu vanker p-afgifter, hvis der parkeres udenfor de afmærkede båse.

Det har indtil i sommer været kotyme, at lastbilerne kunne parkere udenfor afmærkningerne, hvis de ikke generede andre trafikanter på rastepladserne.

quote

Vores forslag er, at der ikke bliver udstedt bøder, så længe lastbilerne ikke holder til gene og i øvrigt holder inden for området beregnet til lastvognsparkering.

Christian Sørensen Madsen, direktør i vognmandsfirmaet  S. Chr. Sørensen A/S og bestyrelsesmedlem i ITD, Skodborg

Denne praksis har eksisteret i flere år – netop grundet kapacitetsmangel på rastepladserne langs motorvejene. Som en uventet følgevirkning i forbindelse med håndhævelsen af 25-timers parkerings-begrænsningen, har myndighederne valgt at kontrollere, om køretøjerne parkerer i de opmærkede båse.

ITD til undsætning

For at løse problemet med 25-timers begrænsningen har transportorganisationen ITD med hjemsted i Padborg netop anmodet Folketingets trafik-politikere om at gøre noget inden den 1. januar 2019, så danske vognmænd og chauffører ikke bliver ramt af de store urimelige bøder for parkering uden for parkeringsbåsene.

Direktør for ITD tog sammen med tre bestyrelsesmedlemmer til Christiansborg for at møde relevante politikere og oplyse dem om problematikken.

- Politikerne kunne se, at der var et problem, og de kunne forstå, at det ikke var rimeligt, at vores chauffører, som forsøger at overholde love og regler skal have bøder for at holde deres lovpligtige hvil, forklarer Christian Sørensen Madsen, der er et af bestyrelsesmedlemmerne i ITD.

Han fortæller til TV SYD, at ITD ønsker, at der ikke bliver udstedt bøder, så længe lastbilerne ikke holder til gene og i øvrigt holder inden for området beregnet til lastvognsparkering.

Fra nytår vil det nemlig koste 2.040 kroner, hvis man overtræder gældende bestemmelser om parkering og standsning for køretøjer over 3.500 kilo.

Lastbilerne skal nu holde sig indenfor de hvide markeringer på parkeringspladsen - men det giver færre muligheder for rent faktisk at finde sig et hvilested.
Lastbilerne skal nu holde sig indenfor de hvide markeringer på parkeringspladsen - men det giver færre muligheder for rent faktisk at finde sig et hvilested.

Den nye takst er en firedobling af den nuværende afgift, og de nye bestemmelser om parkering og standsning gælder også på rastepladserne langs motorvejene - hvis man holder mere end 25 timer på rastepladsen eller holder uden for de afmærkede båse.

- Der er også en skjult kapacitet i måske at udnytte noget af området, som er reserveret til busser og privatbiler, som typisk ikke benytter rastepladser i stor udstrækning om natten. Dette vil yderligere kunne give ekstra rastepladser og kræver kun skiltning, siger Christian Sørensen Madsen.

På længere sigt er det transporterhvervets ønske, at de eksisterende rastepladser langs motorvejene blev udvidet, så der bliver lovlige pladser til alle lastbiler.