Efterskolerne slår rekorder – i dag skal de lokke endnu flere elever til

I august startede 30.069 elever på en efterskole, og over halvdelen af alle 10. klasse-elever går på efterskole. Søndag er efterskolernes dag med åbent hus.

Søndag er efterskolernes dag, hvor efterskoler landet over åbner dørene for nye elever. Her kan nye elever se nærmere på efterskolerne, se hvad de tilbyder og høre mere om, hvordan efterskolelivet er.

I TV SYDs område findes der mere end 60 vidt forskellige efterskoler.

quote

Interessen for at komme på efterskole har aldrig været større. Jeg ser det som et udtryk for, at de unge og deres forældre lægger vægt på dannelse og oplevelser fremfor præstationsræs .

Lone Frankel Goul, forstander, Brejning Efterskole

- Det er en meget vigtig dag for efterskolerne, hvor vi forhåbentlig får besøg af mange kommende elever og deres forældre, så vi kan få besat alle vores pladser næste skoleår, siger Lone Frankel Goul, forstander på Brejning Efterskole, der ligger mellem Vejle og Fredericia.

På Brejning Efterskole har de plads til 119 elever i alt, men der er allerede 70 tilmeldt til efter sommerferien.

Flere elever tager 10. klasse på efterskole

Det ser ud til at blive en travl dag på efterskolerne, hvis man skal tro de foregående års elevtal. I skoleåret 2018/19 var der optaget 29.206 elever ved skolestart i august 2018, det tal er i år steget til 30.069 elever.

- Interessen for at komme på efterskole har aldrig været større. Jeg ser det som et udtryk for, at de unge og deres forældre lægger vægt på dannelse og oplevelser fremfor præstationsræs og konstant måling af færdigheder, siger Lone Frankel Goul.

Det er især populært at tage 10. klasse på en efterskole. 55 procent af alle landets 10. klasse-elever går på en efterskole, og det er den højeste andel, siden man begyndte at opgøre andelen i 2005, viser tal fra Danmarks Statistik.