Motorvej ved Vejlefjordbroen er igen åben, men forvent kø

En minibus og to personbiler var fredag middag involveret i et færdselsuheld, som skaber lang kø i nordgående retning ved Vejle.

Opdatering, klokken 14.40: Omkring klokken 14 er alle spor igen åbne for trafik. Der kan dog stadig være en del kø på stedet.

Et sammenstød mellem en minibus og flere personbiler skaber fredag middag store trafikale problemer nord for Vejle. Ulykken skete lige ved udfletningen ved Vejle Nord.

Vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi oplyser, at minimum to personer er kommet til skade. 

- Vi har kendskab til to tilskadekomne, hvoraf den ene er alvorligt tilskadekommen og er netop blevet fløjet med helikopter til sygehus. Den anden er med ambulance kørt til skadestuen, oplyser vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi. 

Omkring klokken 12.30 blev et af motorvejsporene åbnet, men politiet kan ikke garantere, at det ikke lukkes igen i forbindelse med oprydningsarbejdet. Politiet regner dog med, at alle sporene på motorvejen er åbne igen senest midt på eftermiddagen. 

Indtil da anbefaler polititet, at bilister kører af ved Vejle nord, afkørsel 60. Hvis man skal nordpå, kan man køre på igen ved afkørsel 59, og hvis man skal vestpå kan man tage afkørsel 2.