Hanne samler ind for 26. gang - hun har set, hvor stor betydning pengene har

Hanne Kold Jørgensen fra Vejle har været med alle de 26 gange, hvor Folkekirkens Nødhjælp har samlet ind. Sidste år besøgte hun et af stederne, der får nødhjælp.

Vi fanger Hanne Kold Jørgensen søndag morgen. Indsamlingen er ikke i gang endnu, men det er Hanne. Hun er indsamlingsleder for Folkekirkens Nødhjælp i det lille sogn Hornstrup nord for Vejle og skal ud og hente rundstykker til dem, der kommer og hjælper med at stemme dørklokker.

- Jeg er nok den, der gerne vil hjælpe andre. Min mand siger, "du kan ikke redde hele verden", men måske kan jeg bare redde lidt, siger Hanne Kold Jørgensen, der er pensionist, kirketjener og medlem af menighedsrådet i Hornstrup.

Hanne Kold Jørgensen er 69 år og pensionist. Nu har hun tid til at hjælpe, men det er ikke tiden, der er afgørende for Hanne. Hun samlede også ind og hjalp til i Folkekirkens Nødhjælp for 26 år siden, hvor hun arbejdede som tjener på alle tider af døgnet og i weekenderne.

- Det er nok bare et gen, jeg har. Det giver så god mening at hjælpe andre, siger hun.

Set hjælpens betydning

Hanne har to gange været afsted for at se, hvad de indsamlede penge går til. Første gang var i Zambia i 2018. 

Her så hun al den elendighed, der var. Hun ankom blandt andet til en landsby, hvor de boede i jordhuler.

- Landsbyen fik ét toilet tilsammen, hvor de ellers skulle grave et hul i jorden. De var så glade for den hjælp, de fik. Det gjorde virkelig indtryk, fortæller Hanne. 

Hun mødte også en skolepige og en landmand, der havde fået hjælp af Folkekirkens Nødhjælp.

- Det er så lidt, der skal til for, at børnene kan komme i skole og ender på universitet, og at landmanden får hjælp til at drive sit landbrug, som har så stor betydning. Dem, der ikke får hjælp, kommer ikke videre, fortæller Hanne, der selv har betalt for turene.

- Mange siger, at pengene ved indsamling jo går til administration, men jeg har set noget andet, siger hun.

Hanne Kold Jørgensen inspicerer tomatplanter i Malawi.
Hanne Kold Jørgensen inspicerer tomatplanter i Malawi.
Foto: Folkekirkens Nødhjælp

Det går pengene til i år

I år går pengene udover klimakatastrofen i Malawi også til samme problematik i Sydsudan og til udsatte i Gaza og Ukraine.

I november sidste år var Hanne Kold Jørgensen i Malawi og så med egne øjne, hvordan klimaforandringerne havde givet problemer med blandt andet deres tomatproduktion, som er et stort marked i landet.

- Vi havde allerede hjulpet dem med at få sivevanding, altså siveslanger, der er forbundet til en stor tønde med vand. Det betyder, at de kun behøver at vande hver anden dag, så de udnytter vandet bedre. Det gav meget bedre afgrøder, fortæller Hanne Kold Jørgensen, der også så, hvordan de havde hjulpet med større vandingsanlæg på markerne, så afgrøder voksede til to meter i stedet for en halv på de marker, hvor der ikke var samme system. 

- Det kan de bruge meget mere hjælp til, konkluderer hun.

Hanne Kold Jørgensen var imponeret over, hvor glade befolkningen var for hjælpen fra Folkekirkens Nødhjælp.
Hanne Kold Jørgensen var imponeret over, hvor glade befolkningen var for hjælpen fra Folkekirkens Nødhjælp.
Foto: Folkekirkens Nødhjælp

Ikke blevet lettere at få indsamlere

Tilbage i Hornstrup venter Hanne Kold Jørgensen på, at dagens indsamlere ankommer. Der kommer kun fem. Det er ikke blevet lettere at få indsamlere her, selvom pengene blandt andet også går til udsatte i Gaza og Ukraine.

- Der er et større fokus på hjælp, efter at krigen i Ukraine er kommet tæt på. Men der bliver også samlet ind igen og igen af forskellige organisationer. Heldigvis slår indsamlingerne jo den ene rekord efter den anden, så folk vil gerne støtte, siger hun.

Hos Folkekirkens Nødhjælp indsamler hver rute i gennemsnit 1.200 kroner.