Kristian Thulesen Dahl genopstiller ikke for Dansk Folkeparti til næste valg

Troen på, at folketingsgruppen kan få det til at fungere, er der ikke længere, lyder det fra den tidligere DF-formand og medstifter, Kristian Thulesen Dahl, der er bosiddende i Thyregod ved Vejle.

Artiklen opdateres

'Til det kommende folketingsvalg vil Kristian Thulesen Dahl efter 26 års medlemskab ikke længere være at finde på stemmesedlen for Dansk Folkeparti. Det fortæller han til Radio4 på årets Folkemøde på Bornholm

- Der har været så meget i de seneste år, og jeg håbede, at det sluttede, da jeg gik af som formand i januar. Men det slutter ikke. Det er blevet ved, siger han til radioen.

- Dem, der har et stort problem med mig i partiet, har ikke bare fået mig til at gå af som formand, nu opnår de også, at jeg ikke genopstiller til næste folketingsvalg. Så hvad mere ønsker de?

BLÅ BOG: Thulesen Dahl har været med i DF helt fra starten

Kristian Thulesen Dahl har som medstifter af Dansk Folkeparti været med helt fra partiets begyndelse i 1995.

  • Navn: Kristian Thulesen Dahl.
  • Født: 30. juli 1969 i Brædstrup ved Horsens
  • Søn af: overlærer Anders Thulesen Dahl og overlærer Inge Margrethe Simoni Dahl.

  • Uddannelse:
    1976-1985: Nørre Snede Centralskole.
    1985-1988: Tørring Gymnasium 1985-1988.
    1995: Cand.merc.jur. fra Aalborg Universitet.


  • Karriere
    1988-1989: Værnepligtig ved artilleriet i Skive. Herefter konstabel af reserven.
    1991-1995: Formand for Fremskridtspartiets Ungdom.
    1994-1995: Folketingsmedlem for Fremskridtspartiet.
    1995: Medstifter af Dansk Folkeparti og herefter folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.
    1997-2006: Medlem af Give Byråd.
    2006-2010: Medlem af Vejle Byråd.
    2012-2021: Formand for Dansk Folkeparti.
    2022-: Forsvarsordfører for Dansk Folkeparti.

    Kilde: Folketinget.

Manglende tillid

Beslutningen kommer efter, at partiledelsen tidligere på måneden offentligt luftede, at man så frem til, at Kristian Thulesen Dahl kunne bestride flere og mere fremtrædende ordførerskaber end den nuværende post som forsvarsordfører.

- Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, at diskussionen om ordførerskaberne ikke kunne holdes internt. Det er ikke det, der er afgørende for, om jeg skulle blive i folketingsgruppen, men det er en indikation på, at selv her ønsker man ikke at opbygge tillid ved at tale med hinanden, men i stedet om hinanden, siger Kristian Thulesen Dahl til Radio4.

Bliver frem til folketingsvalget

Overfor Radio4 siger Kristian Thulesen Dahl dog, at han ikke agter at forlade partiet inden næste folketingsvalg.

- Man skal forstå, at der er mange, jeg holder af, og som jeg har arbejdet sammen med i mange år. At melde sig ud er ikke bare noget, man lige gør. Jeg har været lang tid i politik, og der er også ting, jeg gerne vil lave færdigt i mit politiske arbejde.

Usikkerhed om han genopstiller for andet parti

Hvorvidt han genopstiller til næste folketingsvalg for et andet parti eller vil indgå i et partisamarbejde med Inger Støjberg, vil han endnu ikke lægge sig fast på.

- Nu skal Inger Støjberg jo først stifte et nyt parti, og mange DF’ere vil selvfølgelig komme til at tage stilling til, om det er interessant i forhold til deres nuværende medlemskab af Dansk Folkeparti. Jeg skal bruge noget tid nu på at finde ud af, hvad fremtiden skal bringe. Men jeg vil holde øjne og ører åbne, siger han til radioen.

Inger Støjberg forlod Venstre for over et år siden og blev løsgænger i Folketinget. Siden er der opstået spekulationer om, hvorvidt hun vil starte et nyt parti. Eventuelt med med Kristian Thulesen Dahl.

Formand i 10 år

Kristian Thulesen Dahl afløste i 2012 Pia Kjærsgaard som formand for Dansk Folkeparti.

I 2015 førte han partiet til en bragende valgsucces, da Dansk Folkeparti blev det største parti i blå blok i Folketinget.

Partiet gik imidlertid ikke i regering, og siden fulgte et mislykket samarbejde med Socialdemokratiet. Dansk Folkeparti mistede ved valget i 2019 21 mandater.