Kronborg forlader Vejle

Vejles rutinerede midtbanespiller får ikke forlænget sin kontrakt. Han forlader derfor klubben.

Den hårdtarbejdende og skudstærke Lasse Kronborg forlader Vejle Boldklub, når hans kontrakt her til sommer udløber. Klubben har simpelthen ikke råd til at holde på midtbanemotoren.

- Vi er i en situation, hvor vi må prioritere benhårdt i forhold til truppens sammensætning, og derfor kan vi ikke tilbyde Lasse Kronborg en ny kontrakt, siger Vejles sportschef Mads Bro Hansen til klubbens hjemmeside og tilføjer

- Lasse har i sin tid i Vejle Boldklub været gennemprofessionel og virkelig dedikeret, og har været med til at rykke truppen og været en inspiration for ikke mindst truppens yngste spillere med sin professionalisme, vinderattitude og evne til at stille krav både til sig selv og sine omgivelser.

Lasse Kronborg har tidligere optrådt i Vejletrøjen. I hans to perioder i klubben nåede han 63 kampe.

28-årige Kronborg kom til Vejle i 2012 fra HB Køge.