Minister kaldt i samråd om landsbybeboeres frygt
Der er uro i den lille landsby Sandvad, hvor der måske flytter dømte mordere og sædelighedsforbrydere ind i byens asylcenter.
Nu er uroen også blevet et tema på Christiansborg, hvor ministeren på området bliver kaldt i samråd.
Et af problemerne er, at hverken Udlændingestyrelsen eller politiet vil be- eller afkræfte rygterne.
Nu har har Venstre kaldt udlændingeminister Mathias Tesfaye, (S), i samråd.
- Det mindste, man kan forlange af en minister og en myndighed, det er jo, at de fortæller sandheden. Og tager debatten med åben pande, siger Christoffer Melson, der valgt for Venstre.
Han bakkes op af formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl.
- Det er fuldstændig uholdbart. Det her skal jo hvile på en høj grad af tillid, og det betyder også, at myndighederne bliver nødt til at åbne kortene. Og der kan man ikke bare henvise til hinanden. Man kan ikke sige fra politiet, at man ikke vil udtale sig på grund af en kommunalvalgkamp.
Christoffer Melson mener, at Sandvad er uegnet til den type flygtninge, som rygtes til landsbyen.
- Det er et åbent asylcenter, det er bygget som. Og vores holdning er jo, at lige netop Sandvad er ikke særligt velegnet til denne gruppe. Når man ikke har overblik over, hvad det er for en gruppe, det har man jo ikke fra kommunal side, så er der også rigtigt meget usikkerhed og frygt for, hvordan man vil håndtere det. Derfor er det eneste rigtige at få alle kort på bordet, så man kan have en åben debat om, hvad der er op og ned på det her, siger Christoffer Melson.
Borgermøde fredag
Formanden for Sandvad beboerforening, Kirsten Paugan, og formanden for Hovedkær Lokalråd, Lars Munkholm Lindholm, har på vegne af borgere i og omkring lokalsamfundet hasteindkaldt til et borgermøde fredag.
I indkaldelsen til borgermødet står blandt andet, "at borgere fortolker frit og egenhændigt på de tvetydige og skiftende udmeldinger, og det har forårsaget uacceptabel utryghed og modvilje i området".
Til borgermødet er Vejle Kommune, herunder borgmester Jens Ejner Christensen (V), Udlændingestyrelsen, Røde Kors, udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og Sydøstjyllands Politi indkaldt.
Foreløbig har Sydøstjyllands Politi givet tilsagn om at deltage.
Borgermødet finder sted fredag klokken 19 i multihallen på Kollerup Skole.