Mønter vælter stadig op af Vejles muld: Nu er de første guldmønter fundet

Møntskatten er lige nu udstillet i Spinderihallerne i Vejle, men bliver flyttet til Nationalmuseet.

For en uge siden var der fundet 800 sølvmønter i Vejle. I går var det tal fordoblet til hele 1.600 sølvmønter. Og i dag har arkæologerne virkelig sat trumf på: Ikke nok med, at det samlede antal mønter nærmer sig 2.000, så har de nu hevet de to første mønter af guld op af mulden.

- Jeg har stadig lidt hjertebanken, for det er aldrig noget, man ser i hverdagen, og slet ikke sådan nogle flotte nogle som dem her, siger Jim Dølby, der fandt dagens guldfund.

Jim Dølby viser dagens fund frem til Anders Horsbøl.
Jim Dølby viser dagens fund frem til Anders Horsbøl.

De første sølvmønter dukkede op for to et halvt år siden, og den seneste halvanden uge har arkæologerne arbejdet intensivt på stedet, mens møntskatten bliver ved med at vokse sig større. Arkæologerne regner med, at der i alt gemmer sig op mod 2.000 mønter fra 1400-tallet på Urhøj i Vejle.

- Det kommer meget bag på os, at der er fundet guld. Jeg har ikke prøvet noget lignende, og jeg har været arkæolog i 35 år, så det er stort, siger Anders Horsbøl, museumsinspektør ved VejleMuseerne, til TV SYD.

En af landets største møntskatte

Også Nationalmuseets arkæologer har armene over hovedet. Selvom udgravningerne ikke er færdige endnu, så mener museums- og danefæinspektør Line Bjerg, at fundet allerede nu er bemærkelsesværdigt.

- Det er meget usædvanligt – virkelig, virkelig usædvanligt. Vi skal meget langt tilbage i tiden for at finde noget tilsvarende, og det er ikke sket i min tid, siger Line Bjerg til TV SYD.

Ifølge Line Bjerg har mønterne sandsynligvis tilhørt en købmand, og hun vurderer, at møntskatten har potentiale til at blive danefæ.

- Det har været en urolig tid, hvor man har gravet ting, man gerne vil passe på, ned. De kunne bruges til udenrigshandel, og derfor har man gerne ville passe på dem, siger Line Bjerg.

Dagens guldfund.
Dagens guldfund.

Ud med detektoren

Lige nu bliver de cirka 2.000 mønter udstillet på spinderihallerne til og med slutningen af næste uge, og herefter bliver de flyttet til Nationalmuseet.

Men i Vejle er de ikke færdige med at lede efter mønter, og ifølge Anders Horsbøl har VejleMuseerne plads til endnu flere mønter.

- Vi forventer, at der bliver ved med at dukke mønter op. Nu prøver vi at finde så mange som muligt med detektor, men jeg tror, at der dukker mønter op de næste mange år, siger Anders Horsbøl.