Statsministeren i Kolding og Vejle

Statsministerens 1. maj tale holdes tæt på restaurant Vejlegården, der i lang tid har været genstand for en 3F-konflikt med blokadevagter

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) roser i sin 1. maj-tale de danske lønmodtageres vilje til at holde igen i de private overenskomstforhandlinger.

For vi skal forvente mindre end vi plejer og forlange mere af hinanden, end vi gjorde, lyder det fra statsministeren.

Inspiration for os alle

- Danske lønmodtagere har endnu engang vist viljen til at holde igen, siger Helle Thorning-Schmidt i sin første 1. maj-tale som statsminister.
- De skal vide, at de er med til at løfte et stort ansvar på et vigtigt tidspunkt. Og de skal vide, at deres beslutsomhed og vilje til at gå forrest er en stor inspiration for os alle, siger hun videre.

Stram økonomi

- Hvis plastløberen kan bide tænderne sammen, så kan overlægen også. Hvis kasseassistenten kan spænde livremmen ind, hvem kan så ikke?, spørger hun.
Statsministeren tegner i sin tale et billede af en dansk økonomi, der fortsat er stram, og en regering, der arbejder med at "bringe Danmark videre efter 10 år med VKO".

Julemanden

- Der var nogen, som påstod, at der var sat to streger under regnestykket. Der er også nogen, som tror på julemanden, siger Thorning.
Helle Thorning-Schmidt sætter særligt fokus på arbejdsløsheden blandt unge. I 1 maj-talen ser hun tilbage på ungdomsarbejdsløsheden i 1980'erne:

Det må ikke ske igen

- Vi kunne hver aften se på TV, at ungdomsarbejdsløsheden bare voksede og voksede, mens vi fik at vide, at der intet var at gøre, husker hun.
- Tusindvis af unge blev aldrig en del af arbejdsfællesskabet.
- Det må ikke ske igen, siger hun.

Et skridt nærmere

Thorning slutter med at fastslå, at regeringen ikke vil være i mål med sine planer til 1. maj næste år.
- Langt fra. Men vi er et skridt tættere på et mere fair Danmark. Og vi er kommet nærmere på et Danmark, der igen er i arbejde, lover hun.