Vejle Boldklub henter svensk landsholdsspiller

Vejle Boldklub har i dag indgået en toårig aftale med den 28-årige svenske forsvarsspiller Alexander Milosevic.

Alexander Milosevic spillede senest for Nottingham Forest og har været vidt omkring i bl.a. klubber som IK Stockholm, Besiktas Istanbul, Hannover 96, Darmstadt og Rizespor.

Hans seneste kampe på højt niveau for henholdsvis  Nottingham Forest og det svenske landshold ligger tilbage i foråret 2019.

Alexander Milosevic ser frem til at starte på træningen i Nørreskoven med sine nye holdkammerater, når cheftræner Constantin Gâlcã kalder til sæsonstart den 10. august.  

-Jeg har holdt mig i gang, siden jeg stoppede i Nottingham Forest, så fansene kan godt forvente, at jeg byder mig til med det samme, siger Alexander Milosevic. 

Alexander Milosevic får trøje nummer 24 i Vejle Boldklub og står noteret for syv landskampe for Sverige.