Årets lærling begyndte på universitetet, men blev mest glad for lagerarbejde

Nicolaj Nordsted Søresen har netop afsluttet sin lærlingeuddannelse som lager- og logistikoperatør. Han er efterfølgende ansat hos Dansk Transport Kompagni i Padborg. Og i dag fik han sig lidt af en overraskelse på sit arbejde. 

Nicolaj Nordsted Sørensen har denne sommer afsluttet sin uddannelse som lager- og logistikoperatør. Han var lærling hos Dansk Transport Kompagni i Padborg, hvor han efterfølgende har fået fastansættelse som uddannet lageroperatør.

quote

Det er stort. Det er rigtig stort. Det er jo både en kompliment til mig, men jo også fedt, at min virksomhed giver tiden til det.

Nicolaj Nordsted Sørensen, Årets Lærling 2020, Padborg

I dag fik han sig lidt af en overraskelse på arbejde. 

Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, lagde vejen forbi sammen med repræsentanter fra Dansk Industri (DI) samt et par kollegaer for at overrække ham årets lærlingepris. 

Det er Nicolajs arbejdsplads, Dansk Transport Kompagni, der har indstillet ham til prisen, og det skorter ikke på rosende ord om den unge mand.

I indstillingen er Nicolaj betegnet som både flittig, hjælpsom, energisk, opfindsom, med særlig faglig og social indsats, har opnået gode karakterer, og så er han et godt forbillede for andre unge, der vælger en lager- og terminaldisponent-uddannelse. 

Overrasket lærling

- Det er stort. Det er rigtig stort. Det er jo både en kompliment til mig, men jo også fedt at min virksomhed giver tiden til det. Det giver noget lækker opmærksomhed til lokalmiljøet, og det har jeg jo også arbejdet på i min fritid. 

Lærlingeprisen uddeles af DI Sønderjylland til lærlinge, der har gjort en særlig og ekstra indsats på deres arbejdspladser. Og Nicolajs chef, Martin Holm Johannsen, der er logistikchef i DTK, er heller ikke i tvivl om, at Nickolaj er kandidat til prisen.

- Nicolaj er jo et exceptionelt ungt menneske, som virkelig yder en kæmpeindsats hernede og gør en ære i at gøre alt rigtigt. Det her er det mindste, vi kunne gøre, mener han. 

Fra historiestudier til logistikarbejde i lagerhal

Nicolaj Sørensen har læst historie på universitetet, men han valgte at lægge historiebøgerne og læren om korstog og krig til side for at blive lager- og logistikoperatør. Altså en erhvervsuddannelse og ikke en akademisk levevej. 

- Jeg ville ikke sidde bag et skrivebord og være papirnusser resten af mine dage. Jeg skal ud og lidt i gang, og jeg havde brug for en anden læringsform, for at få mest ud af mit potentiale. Jeg vidste godt, at jeg havde lidt mellem ørene, men jeg skulle have det ind på en anden måde. 

Der er mangel på initiativrige unge som Nicolaj, der vil tage en erhvervsuddannelse, fortæller formanden for DI Sønderjylland. 

Prisen skal sætte fokus på lærlingefagene

- Det er vigtigt for os at gøre opmærksom på, at lærlinge er vigtige. Vi har i Danmark haft en periode, hvor det eneste, der talte, var akademiske uddannelser. Vi har brug for håndværkere, der kan få tingene til at køre også, og ikke kun folk, der tænker store akademiske tanker, siger Hans Olling, formand for DI Sønderjylland. 

- Hvis du ikke har en mekaniker, eller VVS'er, eller en masse andre praktiske fag, så kan samfundet ikke fungere, og det glemmer vi somme tider, mener han

Og flere unge skal bare vælge en erhvervsuddannelse, det mener Nicolaj Sørensen også.