Dødt rådyr eller krondyr under ulykkes-bil

Det er fortsat uvist, hvad der var årsagen til en alvorlig trafikulykke ved Genner fredag. En 35-årig mand blev dræbt. 

Politiet oplyser, at der er fundet et dødt rådyr eller et krondyr under den personbil, der kørte ind i rutebilen kl. 14.19 fredag, men om det forklaringen på kollisionen er fortsat uklart.
Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner til ulykken.

Det var en 35-årig mand fra Gråsten, der blev dræbt ved ulykken. Mandens 7-årige datter var passager i bilen. Hun er indlagt på Odense Universitetshospital, men hendes tilstand er stabil.

Også den hårdt sårede buschauffør er uden for livsfare. Han blev umiddelbart efter ulykken overført til Odense Universitetshospital med helikopter. 

Fire af bussens passagerer slap med lettere kvæstelser og blev kørt til Aabenraa Sygehus.