Folk bag bil-ræs: Politi-chikane risikerer at lukke os

Danmarks Hurtigste Bil-festivalens fremtid hænger ifølge arrangørerne i en tynd tråd. De mener, politiet hetzer festivalen og skræmmer gæsterne væk ved konfiskere biler, og ved at give bøder for småting.

Der bliver delt bøder ud i en lind strøm uden for Padborg Park.

En mur af betjente med bødeblokke har lukket vejen ned til parken af.

Stort set ingen kommer igennem uden en kritisk gennemgang af både biler og campingvogne, som tålmodigt forsøger at komme frem til årets event for bil-nørder: Danmarks Hurtigste Bil-arrangementet (DBH), som corona-pandemien har lukket ned de seneste to år.

Det er nu, de toptunede biler skal køre om kap på banen. Det er nu, lugten af brændt gummi og synet af letpåklædte kvinder, der vasker biler, skal nydes.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.
Politiet har bødeblokken fremme, og det er stort set alt, der udløser bøder ved opstarten på årets Danmarks Hurtigste Bil-arrangement.
Politiet har bødeblokken fremme, og det er stort set alt, der udløser bøder ved opstarten på årets Danmarks Hurtigste Bil-arrangement.
Foto: Jonatan Dybro, TV SYD

1.000 kr. for et wunderbaum

Men først skal man igennem politikontrollen, hvor fejl, som normalt ville blive kasseret ved et bilsyn med besked om at få den udbedret, nu udløser kontante bødestraffe.

På Facebook har rygterne om politiets tilstedeværelse ved DHB bredt sig som en mindre steppebrand.

Beretninger om, hvordan nummerplader bliver klippet, hvordan biler bliver beslaglagt og om wunderbaums, som udløser 1.000 kroner i bøde, bliver lagt op på sociale medier af folk, som mener, politiet går unødigt hårdhændet til værks.

Det er synspunkter, som arrangørerne deler.

Ved arrangementet Danmarks Hurtigste Bil (DBH) i Padborg fremvises motorer og køres stærkt.
Ved arrangementet Danmarks Hurtigste Bil (DBH) i Padborg fremvises motorer og køres stærkt.
Foto: Jonatan Dybro, TV SYD

En hetz mod DHB

Folk er allerede vendt om i tusindvis.

- Indtil videre vil jeg vurdere, at vi har mistet i hvert fald 5.000 gæster, fortæller Palle Hansen, som er speaker og medarrangør af Danmarks Hurtigste Bil.

Ifølge Tom Pedersen, som ejer Padborg Park og Danmarks Hurtigste Bil, er politiets razzia uden for Padborg Park intet mindre end en hetz mod arrangementet. Og det risikerer at lukke det mere end 20 år gamle arrangement ned for altid.

- Jeg synes, det er en hetz mod bilhobbyen, og jeg synes, det er en hetz mod DHB, siger Tom Petersen om politiets indsats i Padborg de seneste to dage.

Underskud truer

- Hvis vi skal kunne holde det her arrangement, skal der være et overskud, og lige nu er vi en halv million bagud, siger Tom Petersen.

Palle Hansen frygter også, at den systematiske indsats kan lukke DHB ned:

- Vi kan nærmest ikke undgå at få underskud. I går havde jeg én, der fik taget nummerpladerne, fordi hans positionspære var i stykker, siger han.

At politiet også går efter wunderbaums gør ham mere end frustreret:

- Et wunderbaum!!! Det er lavet til at hænge i bakspejlet, og det kostede ham 1.000 kr. at have hængende der. Det er sindssygt, siger Palle Hansen.

quote

Jeg synes, det er en hetz mod bilhobbyen og mod DHB.

Tom Petersen, ejer Padborg Park og Danmarks Hurtigste Bil.

Et slaraffenland for politiet

Han siger, at politiet tidligere har været til stede på en mere afdæmpet måde, men denne gang truer det DHB på eksistensen:

- 35 betjente, 10-12 motorcykler, 38 beslaglagte biler og aftaler med værksteder om, at de skal skille folks biler ad for at finde fejl, det er fandme ikke stille og roligt. Det er ikke ok, siger han.

For politiet er DHB en lejlighed til at finde ulovligheder ved folks køretøjer. Der er nemlig ikke tvivl om, at mange af de ”bil-nørder”, der kommer til Padborg Park for at køre og heppe ved DHB har pillet ved bilerne, så de ikke lever op til loven.

Solen skinnede om kap med bilerne under DBH i Padborg.
Solen skinnede om kap med bilerne under DBH i Padborg.
Foto: Jonatan Dybro, TV SYD

Går efter alt

Men ifølge Palle Hansen er det ikke kun de biler, der kommer kørende på vejene, politiet tjekker. De tjekker også biler, der kommer på en trailer og bare skal køre ræs på banen.

- Men når de har nummerplader på, så skal de jo være lovlige?

- Ja, men så længe de ikke kører på offentlig vej, har politiet ikke lov til at konfiskere dem, siger Palle Hansen.

Politi ikke ude efter DHB

Hos Syd- og Sønderjyllands politi afviser vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, at politiet er ude efter at ramme DHB:

- Vi planlægger vores indsatser efter mange forskellige hensyn. Og når så mange køretøjer samles på ét sted, er det fornuftigt, at vi gør en indsats for at sikre, at bilerne overholder lovgivningen og ikke udgør en fare for nogen. Vi har ikke noget ønske om hverken at være emsige eller ubehagelige eller at genere arrangørerne af Danmarks Hurtigste Bil-arrangementet, siger Knud Reinholdt i et skriftligt svar på kritikken.

At der skulle være sket 38 beslaglæggelser af biler, kan politiet ikke bekræfte.

Vicepolitiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands politi, Knud Reinholdt, afviser enhver form for chikane.
Vicepolitiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands politi, Knud Reinholdt, afviser enhver form for chikane.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD


Skal øge færdselssikkerheden

Politiet vil ikke oplyse antallet af kontroller, sigtelser med mere, før den samlede kontrol er slut, meddeler Syd- og Sønderjyllands Politi.

Men ifølge et tweet fra politiet, som blev lagt ud torsdag aften, førte indsatsen torsdag til 25 synsindkaldelser, to tilbageholdte biler på grund af manipulation og seks inddragede nummerplader på grund af diverse fejl.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

- Det vil altid være et konkret skøn, hvorvidt betjentene på stedet kan give en påtale, eller bilisten får en bøde. Det vigtigste fokus er at øge færdselssikkerheden for både bilejere og alle andre. Og det gør vi blandt andet ved hjælp af disse kontroller. Og er der noget sikkerhedsmæssigt galt med bilen, skal vi naturligvis også handle på det, siger Knud Reinholdt.

Lukker DHB vil de unge køre ræs i gaderne

I Padborg mener arrangørerne af Danmarks Hurtigste Bil, at arrangementet er en ventil for de mange fartglade unge, som ellers ikke kan finde et sted at køre ræs i dagens velordnede Danmark:

- Hvis DHB lukker ned, er der én sikker konsekvens: Folk begynder at køre ræs på gaden. Det er ikke noget, jeg tror. Jeg har hørt det overalt – at så bliver der kørt ræs på gaderne, siger Palle Hansen.

- Hvad skal vi ellers gøre. Hvis folk ikke kan få lov til at køre ræs på racerbanerne uden at miste alt, de ejer og har, så gør de det bare ude i trafikken – ulovligt med eller uden nummerplade – det er lige meget. Det er jo den samme bøde, de får alligevel, siger han.

Palle Hansen erkender, at der godt kan være ulovligheder at finde hos bilisterne.

- Men de kunne jo bare have ventet til med at lave razziaer, til vi var færdige, og så ikke lige uden for parken. Det ville have været superflinkt, siger han.