Lokal MF’er: Bremsen hugget i for lønninger på 20 kroner i timen

Bredt flertal i Folketinget bag aftale om ens løn til både danske og udenlandske chauffører.

Det er snart slut med, at udenlandske chauffører kører rundt på de danske veje til en løn, der ligger væsentligt under den, danske chauffører ifølge overenskomsten skal have. Et bredt flertal på Christiansborg er enig om, at man i fremtiden ikke vil tolerere de forhold, som udenlandske chauffører udsættes for i Danmark.

- Nu er der effektivt hugget bremserne i for lønninger til 20 kr. i timen. Hvis du som chauffør kører i Danmark, er det nu danske lønninger, der gælder. Og ikke bulgarske og rumænske lønninger, som tidligere har været gældende, sagde en tilfreds MF’er Henning Hyllested (Enh.) under dagens pressemøde på Christiansborg. 

Samtlige Folketingets partier med undtagelse af Liberal Alliance har vedtaget, at det fremover sikres, at udenlandske transportfirmaer skal dokumentere, at deres chauffører får en løn, der ikke afviger væsentligt fra danske vilkår, når de kører cabotagekørsel i Danmark.

Aftalen bygger på anbefalinger fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH):

  • Løn skal matche danske overenskomster:

Fremover skal udenlandske transportfirmaer dokumentere, at deres chauffører får en løn, der ikke afviger væsentligt fra danske vilkår, når de kører cabotagekørsel i Danmark.

Lønningerne må ikke afvige væsentligt fra de mest repræsentative overenskomster på transportområdet.

  • Registrering og dokumentation:

Udenlandske vognmænd skal registrere sig i et nyt register, så danske myndigheder ved, hvem der kører cabotagekørsel her i landet, og så de kan kontrollere, at chaufførerne får den løn, de skal have

Chauffører skal have papirer om løn- og arbejdsvilkår i førerhuset.

  • Bøder for brud på reglerne:

Politiet og en administrativ myndighed skal kontrollere, at kravene til de udenlandske vognmænd bliver overholdt. Hvis de udenlandske transportvirksomheder ikke anmelder oplysninger til det nye register, kan de få bøder på op til 10.000 kr. Hvis de ikke overholder lønniveauet, kan de få bøder på minimum 35.000 kr. 

Transportminister: Vi er godt på vej

Parallelt med den nye danske aftale er der en vejpakke på vej i EU. Den skal gennem EU Parlamentet de kommende måneder og beskæftiger sig med arbejdsforholdene for chauffører i hele Europa. Med aftalen bliver der blandt andet strammet op på reglerne for udenlandske lastbilers systematiske cabotagekørsel og, at chaufførerne må holde deres ugentlige lange hvil i deres vogne.

- I sidste måned blev der efter årevise forhandlinger i EU også indgået en foreløbig politisk aftale om Vejpakken. Det er en dansk sejr, som styrker arbejdsvilkårene for Europas chauffører, bekæmper social dumping og sikrer fair konkurrence for danske vognmænd. Med de to initiativer er vi altså rigtig godt på vej, siger transportminister Benny Engelbrecht (Soc.dem.).

Cabotagekørsel

Hvad er cabotagekørsel?

  • Godskørsel for fremmed regning mellem to punkter i Danmark, som udføres af en lastbil eller varebil, som ikke er registreret i Danmark.
  • Cabotageture må kun udføres i tilknytning til en international transport.

Hvad er problemet?

  • Når slutdestinationen for den internationale transport er et andet land end Danmark, kan der maximalt udføres én cabotagetur i Danmark inden for tre dage efter, at den tomme lastbil er kørt ind i Danmark. Cabotageturen skal udføres inden for syv dage fra godset fra den internationale transport er blevet leveret.
  • Problemet med cabotagekørsel kommer, når der udføres flere af disse kørsler, da dette er imod reglerne.

Kilde: Færdselsstyrelsen

Partierne er enige om at evaluere aftalen to år efter, at den er fuldt ud gennemført. 

Det vil samtidigt være med til at forhindre en gentagelse af sagen fra 2018, hvor det kom frem, at transportfirmaet Kurt Beier på skift havde 200 filippinske og srilankanske lastbilchauffører boende i uopvarmede lastbilsanhængere og containere dækket til med plastpresenninger i Padborg.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der sidder en udenlandsk chauffør i otte ud af ti lastbiler, der krydser den dansk-tyske grænse.