Nordmand får seks år fængsel for at smugle kokain

Manden nægter sig skyldig og har anket sagen.

En 36-årig nordmand blev tirsdag idømt seks års fængsel, efter han i sommer forsøgte at smugle cirka to kilo kokain. Manden var på vej ind i Danmark ved Frøslev Grænse, men da politiet fandt manden mistænkelig ved grænsekontrollen, blev hans bil undersøgt.

Her fandt toldere 1.990 gram kokain i bilen, som manden blev anholdt for at forsøge at smugle ind i Danmark. Siden han blev anholdt den 30. juni sidste år, har han siddet varetægtsfængslet, og i dag blev han ved retten i Sønderborg dømt til seks års ubetinget fængsel og udvisning af Danmark for bestandig.

Manden nægtede sig skyldig og ankede dommen med det samme. Han skal sidde varetægtsfængslet frem til ankesagen.