TV der bevæger dig

Nu er der givet tilladelse til vildsvinehegnet

Mandag sagde Miljøstyrelsen ja til at hegnet kan komme op i 2019.

Nu er der givet tilladelse til vildsvinehegnet langs grænsen til Tyskland. Foto: Ritzau/Scanpix

Mandag gav Miljøstyrelsen tilladelse til vildsvinehegnet langs grænsen til Tyskland. Det oplyser styrelsen på sin hjemmeside. Dermed er hegnet rykket nærmere på at blive virkelighed i 2019.

Det er Naturstyrelsen, der skal stå for opførelsen af hegnet. Arbejdet ventes indledt i begyndelsen af året, og at det er afsluttet samme år.

Det bliver 70 km. langt og op til halvanden meter i højden.

Ifølge Miljøstyrelsen skal hegnet beskytte den danske svineeksport og hindre, at vildsvin trænger ind i Danmark sydfra og spreder vildsvinepest til danske svinebesætninger.

Afrikansk svinepest har aldrig været konstateret i Danmark, men Fødevarestyrelsen oplyser, at det er konstateret i lande tæt på Danmark.

Der er kommet 29 høringssvar til hegnet, men linjeføring og udformning af hegnet er uændret.