Politiet får anmeldelser om affyring af kanonslag

Siden weekenden har politiet fået flere anmeldelser om affyring af kanonslag i Aabenraa. De har sat målrettede patruljer ind for at få sat en stopper for det.

Der er mere end to måneder til nytårsaften, men det stopper ikke nogle borgere i Aabenraa fra allerede nu at skyde af.

Det er kun lovligt at affyre fyrværkeri i perioden 27. december til 1. januar.

Oven i hatten er det ikke bare knaldperler og heksehyl - men kanonslag - der brager i Aabenraas gader.

Politiet har fået anmeldelser om affyring af kanonslag på Madevej, Gasværkvej, Centrum og ved og omkring lystbådehavnen i Aabenraa.

Politiet har derfor sat målrettede patruljer ind, der har til formål at sætte en stopper for affyringen af det ulovlige fyrværkeri.

- Vi formoder, at det primært er unge mennesker, der affyrer det ulovlige fyrværkeri, siger Nicolai Hølmkjær, vagtchef ved Syd- og Sønderjylland Politi.

Der er endnu ikke pågrebet nogen i sagen.

Politiet modtager gerne tips fra borgere, der har information, der kan bringe dem nærmere at få sat en stopper for urolighederne, på telefonnummer 114.