Torsdag i sidste uge kl. 14.30 blev en 70-årig kvinde udsat for forsøg på røveri på Reberbanen i Aabenraa. Hun var dog ikke til sinds at lade sig true og svarede igen med at tildele røveren to slag mod kæben - og han opgav og stak af ad Langevad.
Gerningsmanden truede kvinden med en kniv. Nu efterlyser politiet vidner i en pressemeddelelse:
- Vi vil gerne i kontakt med folk fra området, der har set eller hørt noget, eller eventuelt tror de kender gerningsmanden ud fra signalementet. Har man set en ung mand løbe fra stedet, hørt noget eller i det hele taget bemærket noget i tidsrummet for røveriforsøget, så vil vi meget gerne kontaktes hurtigst muligt på 114, udtaler politikommissær Henning Marcussen fra Aabenraa Lokalpoliti.
Politiets signalement af røveren:
Spinkelt bygget, 15 – 20 år, 165-170 cm høj
Han talte dansk og var iført kasket, sort/grå hættetrøje, sort halstørklæde for mund og næse.
Han var bevæbnet med en kniv, formentlig en lommekniv, bladlængde 7 – 10 cm.