Stort solenergianlæg skal sikre grøn energi i Aabenraa

Planen om et stort solenergianlæg i Aabenraa Kommune er onsdag aften blevet godkendt i byrådet.

Vi ser den mest som et lyst skær fra himlen på en skyfri dag, men solen kan få stor betydning for fremtidens grønne omstilling.

Det udnytter Aabenraa Kommune, hvor planen om et solenergianlæg netop er blevet godkendt. Det bliver et af landets største anlæg.

- Jeg har det rigtig godt med, at vi kan levere mere grøn energi. Vi er den 9. største kommune af areal i Danmark, og derfor har vi også en forpligtelse til at levere energi, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen.

Største lokalplan i kommunen

Solcelleanlægget er med sine 340 hektar den største lokalplan i kommunen og vil levere strøm svarende til 75.000 hustandes årlige elforbrug, når det står helt færdigt.

- En del er at vores strategi er at være en bæredygtig kommune, og der passer et solenergianlæg godt ind. Det er en skånsom måde at producere strøm på i forhold til omgivelserne, og det har fået en god opbakning politisk og i lokalbefolkningen, siger Thomas Andresen.

Lokalbefolkningen har været med i høringsprocessen, og det har været konstruktivt for planen. Her har borgerne eksempelvis haft indflydelse på, at anlægget bliver samlet på færre steder.

Derudover vil området under solenergianlægget blive et frirum til dyr og planteliv.

- Det giver os en god mulighed for at bevare biodiversiteten. Tingene går op i en højere enhed, når vi kan være med på flere fronter - og det er noget, vi vil, siger Thomas Andresen.

Projektet er finansieret af den danske virksomhed European Energy, der allerede har flere vind- og solprojekter flere steder i Europa.

Energi ved Kassø

Solcelleanlægget skal ligge ved Kassø, hvor det kan kobles direkte på højspændingsnettet. I Kassø ligger desuden tre datacentergrunde, der alle vil have behov for store mængder strøm.

I midten af 2019 fik kommunen dog besked om, at Facebook ikke ville lægge deres datacenter på grunden alligevel, men her meddelte kommunen, at der var andre interesserede på tegnebrættet.

Arbejdet på det store solenergianlæg forventes at kunne gå i gang i begyndelsen af 2021.