TV der bevæger dig

1.200 ton tung bro løftes på plads

En ny vejbro i Taulov bliver i disse dage sænket på plads. Opgaven kræver overblik og præcision, når det 60 meter lange og 1.200 ton tunge brodæk nedsænkes fra 12 meters højde - centimeter for centimeter.

Det sidste halve år har Banedanmark i samarbejde med Fredericia Kommune været i fuld gang med opførelsen af en ny højbro og tilhørende vejanlæg vest for Fredericia i Taulov.

Vejbroen skal i fremtiden forbinde byen med erhvervsområder og opland på tværs af den eksisterende jernbane. 

Vejbroen opføres hen over banen og kørestrømmen, og derfor har det været nødvendigt at støbe hele det store brodæk ude på byggepladsen i 12 meters højde.

Et stort træskelet er opført og brugt som støbeform til de mange ton flydende beton, som danner brodækket. Nu er det hærdet og klar til at blive sænket på plads, fortæller byggeleder Bent Jensen fra Banedanmark.

Stor nøjagtighed

- Med millimeters nøjagtighed nedsænker vi broen. En opgave, der tager fire dage og kræver 28 donkrafte, fordi det kun er muligt at sænke broen få centimeter af gangen. Efter hver lille nedsænkning indsættes nye kiler, og de 28 donkrafte placeres og justeres på ny. Og sådan fortsætter vi - trin for trin - til brodækket hviler på de nyopførte bropiller, siger han.

Herefter fortsætter arbejdet med at etablere det 1.700 meter lange vejanlæg. Her skal store mængder jord og grus bruges til opbygning af vejanlægget og de to tilkørselsramper op til broen. I slutfasen etableres vejbelægning, fortov, belysning, autoværn og beplantning.

Størstedelen af arbejdet er foregået, mens jernbanen har været i drift. Derfor er alle opgaver nøje koordineret, så togene har kunnet køre upåvirket under stilladset, mens der er blevet arbejdet ovenpå og ved siden af jernbanen.

Fakta om broen

Vejbroen vil i fremtiden udgøre et væsentligt knudepunkt i lokalsamfundet, og udgangspunktet har været at skabe en enkel og harmonisk brokonstruktion.

Broen får en vejbane i hver retning til bilister med cykel- og gangsti på hver side af kørebanen. Projektet følger tidsplanen, og den nye højbro og vejanlægget indvies i august 2012.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu