26-årig mand bidt af ulvelignende dyr

En 26-årig mand fra Hjelmrode i Aabenraa Kommune var blevet bidt i buksebenet af et stort dyr. Der er muligvis tale om en ulv.

En mand er muligvis blevet bidt af en ulv. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelse, efter de modtog en anmeldelse fra en mand tirsdag aften kl 21.49.

Manden, der befandt sig i Hjelmrode i Aabenraa Kommune, slap med nogle rifter på læggen.

Mandens hund var blevet skræmt af noget. Den 26-årige gik ud i sin have for at undersøge, hvad der havde skræmt hunden, og det var i den forbindelse, at han blev angrebet.

Dyret beskrives som ulvelignende, cirka 70-80 centimeter højt, med grå og hvide farver og et stort hoved.

Manden sparkede dyret i hovedet, hvorefter det stak af.

Dyrets DNA bliver undersøgt

Syd- og Sønderjyllands Politi har taget DNA-prøver fra rifterne i læggen. Prøverne skal vise, om der er tale om en ulv, en hund eller et helt tredje dyr.

Politiet beder beboere i området om at kontakte politiet, hvis de eventuelt har kendskab til en større hund i området tirsdag aften. Politiet kan kontaktes på nummeret 114.