43-årig bagmand skal 12 år i fængsel i stor narkosag

En 43-årig mand er ved Retten i Horsens idømt 12 års fængsel for at være bagmand i en stor sag om salg af amfetamin og kokain

Den 43-årige blev fundet skyldig i at have været i besiddelse af en større mængde amfetamin og kokain med henblik på salg til en stor kreds af aftagere.

Anklagemyndigheden har betegnet den 43-årige som en af bagmændene i et netværk, som distribuerede narkotika. Han blev i retten dømt for at have stået bag overdragelsen af i alt 20 kilo amfetamin og ca. 100 gram kokain.

Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at kriminaliteten havde professionel karakter og var foregået over en længere periode med betydelig fortjeneste.

Manden blev i slutningen af januar anholdt af Sydøstjyllands Politi sammen med en 33-årig person efter ransagning af deres bopælsadresser i Horsens midtby. De to personer blev efterfølgende varetægtsfængslet.

Over 30 års fængsel til fire dømte

Under politiets videre efterforskning i sagen blev yderligere fire personer anholdt og varetægtsfængslet i sagen. Der er allerede afsagt flere domme i komplekset, som medførte bl.a. 12 års fængsel til en 33-årig polak bosat i Nørre Snede, og to andre skal i fængsel i tre og et halvt år og tre år.

Den 43-årige modtog dommen og blev efter dommen varetægtsfængslet med henblik på afsoning af dommen. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
En femte person sidder fortsat varetægtsfængslet i sagen.