74-årig mand fængslet for trusler mod Gram Slot

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt og fået varetægtsfængslet en 74-årig mand , der er sigtet ham for trusler mod Gram Slot.

Den 74-årige mand blev fredag efterrmiddag varetægtsfængslet efter et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

Han nægtede sig skyldig i at have fremsat bombetruslerne mod Gram Slot. Dommeren valgte dog at varetægtsfængsle ham i foreløbig to uger. den 74-årige kærede ikke fængslingen til landsretten.

quote

Nu håber vi på, at politiet har fundet frem til gerningsmanden, så vi kan få ro om vores markeder igen.

Svend Brodersen, ejer, Gram Slot

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at den 74-årige sigtes for flere trusler - både mod slottets sommermarked i juli og nu igen mod årets julemarkeder, der begynder i denne weekend.

Anholdelsen fandt sted i går eftermiddag klokken 14.22.

Det var torsdag den 25. juli, at de første trusler blev sendt mod sommermarkedet på Gram Slot. Det udløste en større politiaktion - men det lykkedes ikke i sommer at finde frem til, hvem der stod bag truslen.

Først nu, hvor truslen blev gentaget her kort før, at julemarkederne går i gang, mener politiet at have fundet frem til en mulig gerningsmand - den anholdte 74-årige mand.

Politiet skriver, at den anholdte har bopæl i Haderslev Kommune - men ikke nærmere om, hvor manden præcist bor.

Gram Slot ligger i øvrigt også i Haderslev Kommune.

Slotsejer Svend Brodersen var i gang med de sidste forberedelser til åbningen af årets julemarked, da politiet underrettede ham om, at de havde modtaget nye trusler.

- Truslerne er hver gang sendt til politiet og ikke direkte til os. Nu håber vi på, at politiet har fundet frem til gerningsmanden, så vi kan få ro om vores markeder igen, siger Svend Brodersen til TV SYD.

Årets julemarkeder på Gram Slot begynder i denne weekend.
Årets julemarkeder på Gram Slot begynder i denne weekend.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD