91-årig sporløst forsvundet

En 91-årig dement mand eftersøges i øjeblikket med både hunde og helikopter af Sydøstjyllands Politi.

En 91-årig mand forlod i går eftermiddag mellem kl. 16 og 17 sit plejehjem i Daugård ved Vejle. Plejehjemmet slog alarm til politiet, der efterfølgende har igangsat en omfattende eftersøgning, der fortsatte indtil klokken to i nat.

Eftersøgningen blev optaget igen her til morgen, og netop nu eftersøges området med både helikopter og hunde, oplyser Sydøstjyllands Politi. Manden beskrives som 185-190 cm høj, slank af bygning og med kort, gråt hår. Han bar en grå cardigan og briller med sort stel, da han forsvandt. Manden er på gåben, og bruger stok.

Politiet fortæller her til morgen, at de endnu ikke ved, om manden var i deprimeret tilstand, da han forlod hjemmet, Horsens Folkeblad skriver, at manden er dement og ude af stand til at orientere sig. Politiet hører gerne fra folk på tlf. 114, der kan have set manden.