Aabenraa gør klar ved pumperne

Tøm kælderen, siger Aabenraa Kommune. Der er risiko for oversvømmelse fredag, og det bliver værst omkring middag. 

Borgerne i de lavtliggende områder af Aabenraa by skal forberede sig, hvis de tidligere har oplevet problemer med vand i kældre og haver. De kan for eksempel tømme kælderen. Det er primært lavtliggende ejendomme i nærheden af Mølleåen og Farversmølle Bæk, der er i risiko-zonen.

To vejr-fænomener

Baggrunden for kommunens opfordring er en situation, hvor to vejrfænomener tilsammen skaber problemet.

Den kraftige blæst fra vest har presset vandet ud af østkyst-fjordene og Lillebælt og i de seneste dage har der været lav vandstand i Aabenraa Fjord.

Men fredag morgen aftager vinden ? og så kommer vandet tilbage. DMI har derfor varslet forhøjet vandstand i Aabenraa Fjord. DMI regner med en vandstand på op til 1,5 meter over normal vandstand. Højst midt på dagen.

Samtidig har den seneste tids megen og kraftige nedbør betydet, at store vandmængder skal ud gennem afløbssystemerne i byen. Men det er svært for nedbørsvandet fra blandt andet Mølleåen og andre systemer at blive ledt væk, når vandstanden i fjorden er så høj, som den kan blive fredag. Derfor er der risiko for oversvømmelser.

Allerede i dag har en del af Aabenraa problemer med vandet. Ringvejen i Rødekro er oversvømmet, og det pjasker gevaldigt, når bilerne kører igennem.