AC Horsens vandt dramatisk bronzebrag

På trods af et tidligt føringsmål til FC Midtjylland vandt AC Horsens kampen om Superligaens tredjeplads.

AC Horsens kæmper for at høste klubbens første sæt bronzemedaljer nogensinde. Og med en 2-1-hjemmesejr over den direkte konkurrent til metallet, FC Midtjylland, er den østjyske klub tæt på.

Men det holdt hårdt lørdag eftermiddag i Horsens. Hjemmeholdet måtte nemlig overvinde en chokstart, da gæsterne allerede efter fem minutters spil scorede til 1-0. FC Midtjyllands unge nigerianer Rilwan Hassan satte sikkert bolden ind fra nært hold efter et opspil i højre side.

Målet rystede hjemmeholdet, men kun et kort øjeblik. "Den gule fare" lagde nemlig hurtigt et solidt pres på de mørkklædte ulve. Det kneb imidlertid med at spille sig frem til de store chancer på en iskold majdag.

Niels Lodberg havde dog et nærgående forsøg efter et kvarter, og hjemmeholdet blev ved med at trykke på. Midt i første halvleg blev presset så belønnet.

AC Horsens fik chancen inde i feltet, og mellem venner og fjender kunne Niels Lodberg bringe balance i regnskabet.

1-1-målet åbnede kampen, og FC Midtjylland kom længere frem på banen. Jakob Poulsen, som bar anførerbindet i skadede Kristian Bak Nielsens fravær, forsøgte ihærdigt, men FC Midtjylland havde svært ved at spille sig igennem AC Horsens' forsvar.

Og efter 35 minutters spil fik AC Horsens' Ken Fagerberg så en lidt tilfældig chance på kanten af feltet. Den lyshårede angriber bankede konsekvent bolden op i hjørnet til pauseføringen 2-1.

I anden halvelg åbnede ballet for alvor, selvom målene udeblev. FC Midtjylland satsede, og holdets små offensive afrikanere skabte chancer, men det kneb gevaldigt med effektiviteten i afslutningerne.

Satsningen gav også kontraløb til AC Horsens, men heller ikke værterne var skarpe nok i nærheden af modstanderens mål.

Med to kampe tilbage af Superligaen har AC Horsens to point ned til FC Midtjylland på fjerdepladsen. Intet er afgjort endnu.