AC Horsens vandt og holder fast i 2.-plads med Vejle lige i hælene

AC Horsens vinder 2-0 over HB Køge og holder fast i 2.-pladsen i fodboldens 1. division, hvor Vejle uden at spille søndag bevarer 3.-pladsen.

To hurtige mål sat ind i  starten af hver halvleg af Kjartan Finnbogason, sikrede AC Horsens en sejr på 2-0 over HB Køge. Det overværede 1.745 tilskuere på Casa Arena og de kunne gå hjem med tanken om, at Horsens dermed forsvarede 2. pladsen i 1. division med 41 points hentet i 23 kampe.

Vejle Boldklub var i kamp torsdag aften og spillede hjemme 0-0 med Vendsyssel og er på 3.-pladsen med 40 points for 24 kampe. De tre højest placerede klubber i 1. division rykker op i superligaen.

I Fredericia så 818 tilskuere en målløs kamp mellem FC Fredericia og Skive. Fredericia indtager 6.-pladsen med 35 points efter 24 kampe.