Ældre tvangsflyttes

Beboerne i ældreboliger i den tidligere tobaksgård i Fredericia står i vejen for kommunens udvikling. Derfor skal en del af dem tvangsflyttes.

Usikkerhed og magtesløshed breder sig blandt beboerne.

- Det er jo mærkeligt, at man i ens høje alder ikke ved, hvor man skal bo, siger Elly Nielsen, der er 95 år.

En fløj på 28 boliger er solgt til et boligselskab, der vil renovere lejlighederne og oprette to nye. Imens skal beboerne genhuses.

En hel etage med 16 lejligheder ryddes for at give plads til teknisk forvaltning.

Planen indgår i en større ejendomsrokade i Fredericia Kommune, der skal spare fire millioner kroner om året til dyre lejemål og drift af bygninger.

- Jeg ved ikke, hvad politikerne har tænkt på. De har nok ikke tænkt, siger Anni Madsen, der bor i en af ældreboligerne.

Farvel til udsigten

Nancy Matthiesen nyder udsigten over byens tage til Lillebælt fra sin lejlighed, men om få måneder bliver hun tvangsflyttet.

- Det er trist, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, siger hun.

Beboerne mødes jævnligt til fællesspisning i bebyggelsens cafeteria, og de har skabt et venskabeligt og afslappet miljø, men nu bliver det hele revet op. De ældre risikerer at blive spredt over hele byen.

- Det er grusomt. Jeg kommer til at savne mine venner, der må flytte, siger Anni Madsen.

Beboere mener, at kommunen bør give en længere frist til afvikling af de 16 boliger, så der kommer til at ske en naturlig afgang, når beboerne skal på plejehjem eller dør.

Formanden for byrådets socialudvalg, Hanne Lumby (V), siger, at byrådets beslutning står fast.

- Men vi vil gøre flytningerne så skånsomme som muligt. Kommunen vil dække udgifterne til flytning, indskud, dobbelt husleje og sørge for alle flyttepapirerne, siger hun.

Else Mary Holm undrer sig over kommunen:

- Vi bor i beskyttede boliger, men vi er ikke beskyttet mod kommunen, konstaterer hun.